Nukissiorfiit om millionminus: Vi er en bil, der mangler reparationer

Der er brug for at investere i både vandkraftværker og andre anlæg, lyder det fra landets forsyningsselskab.
Sidste år var der underskud på salg af el i 63 ud af 68 byer og bygder, og for vand i 63 ud af 66 byer og bygder.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
29. juni 2021 06:49

Nukissiorfiit kom ud af 2020 med et underskud på 152,9 millioner kroner.

Inden du får kaffen galt i halsen, er det dog vigtigt at fremhæve, at minusset skyldes en række nedskrivninger af selskabets anlæg.

Når Nukissiorfiit resultat udgør plus eller minus 2,5 procent af selskabets omsætning, skal selskabet nedskrive. Det er første gang, at det er endt sådan i tre år. 

Den billigste måde, vi overhovedet kan producere energi på, er vandkraft," Kaspar Mondrup, energidirektør i Nukissiorfiit.

En nedskrivning betyder, at selskabets værdi bliver mindre.

- Det (nedskrivningerne red.) er på produktionsanlæg, som ikke giver overskud. Hvor vi producerer til højere priser end det, vi er i stand til at sælge til. Det kan både være på vand og el, fortæller energidirektør siden 2020, Kaspar Mondrup.

Økonomien vakler uden nye investeringer

Renset for nedskrivninger ligger årets resultatet på plus 52 millioner kroner. Økonomien i landets forsyningsvirksomhed er dog presset, understreger direktøren.

- Man kan sammenligne det med, hvis du har en bil, hvor du undlader at skifte dækkene gennem flere år. På et tidspunkt står dækkene ikke fast, når der er glat på vejen, siger han og uddyber:

- Med de penge, vi nu engang har til at reinvestere, sørger vi for, at motoren og gearkassen virker, så bilen kan fortsætte, men vi får måske ikke skiftet vinduesviskerne eller dækkene.

 

Vandkraft er vejen frem, lyder det fra Nukissiorfiits direktør.

 

Kaspar Mondrup beskriver det som en benhård prioritering hver eneste dag at finde de steder, der skal investeres for sikre landets forsyning. For elværker og vandværker trænger til en kærlig hånd. 

- Men vi kan ikke nå det hele, og der er steder, hvor vi springer over hver eneste år, forklarer han.

Ifølge direktøren er det altafgørende, at der bliver taget politisk handling nu, som kan sikre Nukissiorfiit et bedre økonomisk fundament til fremtiden.

- For hvert år man udskyder det her, ophober man problemerne rundt i landet, siger han.

To steder at skrue på

Nukissiorfiit har kæmpet med økonomien siden etprisreformen i 2018. Den betyder, at alle betaler det samme for el og vand, uanset hvor de bor. 

Problemet er ikke en solidarisk prissætning, hvor særligt Nuuks borgere betaler overpris for deres el og vand. Problemet er ifølge direktøren, at fællesprisen er sat for lavt.

Kaspar Mondrup vil ikke sætte præcise tal på, hvor meget prisen bør stige på el og vand før, at Nukissiorfiit kan få økonomien på rette kurs igen. Men han fortæller, at der ville være tale om prisstigninger, der til en vis grad vil kunne mærkes.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit: Elregningen bliver dyrere, hvis vandkraftværk ved Nuuk ikke udvides

- Det betyder ikke, at hver en bygd skal betale, hvad det koster at producere den enkelte kilowatt, men man kunne eventuelt have en fællespris, der gjorde, at tingene hvilede mere i sig selv, lyder det.

Det er dog landets politikere, der suverænt bestemmer priserne og langt hen af vejen også, hvor mange penge Nukissiorfiit kan investere i anlæg, der producerer vand og el.

Vandkraft er vejen frem

Derudover er det ifølge direktøren oplagt at investere yderligere i vandkraft. I Nuuk skal der eksempelvis investeres i det eksisterende anlæg inden for tre år, ellers når søen et kritisk lavt vandniveau.

- Den billigste måde, vi overhovedet kan producere energi på, er vandkraft. Det kan godt være, at der skal store engangsinvesteringer til, men på den lange bane betaler det sig. Det kan vi jo se på vores store vandkraftværk inde i Buksefjorden, der har betalt sige tilbage 2,5 gange siden 1993, forklarer han.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit: Varmt vejr giver anderledes lugt i drikkevand

Oprindeligt skulle landets politikere have taget stilling til en udvidelse af vandkraftværket i Nuuk sidste år, men det blev udskudt til den kommende efterårssamling.

Kaspar Mondrup håber og tror, at politikerne bliver enige om at udvide vandkraftværket, så Nuuk ikke skal køre delvist på diesel med store omkostninger til følge og et skridt væk fra den grønne omstilling.

Sidste år var der underskud på salg af el i 63 ud af 68 byer og bygder, og for vand i 63 ud af 66 byer og bygder.