Nukissiorfiit: Elregningen bliver dyrere, hvis vandkraftværk ved Nuuk ikke udvides

Et stigende antal indbyggere i Nuuk og flere boliger kan betyde dyrere elregning i hele landet. Grønlands vigtigste energikilde er nemlig ved at løbe tør for vand og kapacitet, siger forsyningsselskabet.
- Set fra vores synspunkt giver det rigtig god mening, at vi arbejder frem mod en udvidelse af Buksefjordens vandkraftværk. Ikke kun for Nuuk men for hele landets skyld, siger Kaspar Mondrup. Foto © : Nukissiorfiit
Skrevet af Malik Brøns
21. oktober 2020 11:13

Der flytter mange mennesker til Nuuk, og vandkraftværket i Buksefjorden har svært ved at følge med i behovet for at forsyne de nye indbyggere med strøm.

Derfor kan din elregning stige med over 900 kroner om fire år, hvis vandkraftværket i Buksefjorden ikke bliver udvidet, varsler Nukissiorfiit i en pressemeddelelse.

- Virkeligheden er, at strømmen fra nu af kun bliver dyrere, og hver eneste husstand i Grønland kan i gennemsnit se frem til en årlig ekstraregning på mindst 928 kroner årligt fra år 2024, siger energidirektør i Nukissiorfiit, Kaspar Mondrup.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil have vandkraftværk til Qasigiannguit og Aasiaat

I dag lyder gennemsnitsforbruget for en hustand på 4.950 kroner årligt. 

Foto © : Nukissiorfiit

Billede: Kaspar Mondrup / Nukissiorfiit

Grunden til, at priserne ser ud til at stige, er, at Nukissiorfiit på grund af den større efterspørgsel skal bruge mere diesel til at producere strøm i Nuuk. Men en udvidelse af vandkraftværket i Buksefjorden kan ifølge forsyningsselskabet stoppe prisudviklingen.

Energidirektøren kommer derfor med en opfordring til Naalakkersuisut og Inatsisartut om, at udvide vandkraftværket i Buksefjorden.

På baggrund af et forslag, som Naalakkersuisut selv stillede, og som blev vedtaget af Inatsisartut i efterårssamlingen 2019, skulle Naalakkersuisut have fremlagt et nyt forslag til en udvidelse af vandkraftforsyningen i Nuuk senest på denne efterårssamling. Men forslaget er ikke at finde på efterårssamlingen.

Udvidelse og anlæggelse til 3 milliarder

Nukissiorfiits udfordring er, at vandkraftværket i Buksefjorden er ved at løbe tør for vand og kapacitet.

Befolkningsvækst i hovedstaden

 

Ifølge Grønlands Statistik er der i de seneste fem år kommet 1.400 flere indbyggere til Nuuk.

I 2015 var der 17.036 indbyggere i Nuuk. I 2020 er der 18.472.

 

Kommuneqarfik Sermersooq har en drøm om, at der skal bo 30.000 i Nuuk i 2030. Derfor skal der bygges en ny bydel, som skal hedde Siorarsiorfik. Det ligger mellem Qinngorput og Kobbefjorden. Her skal der ifølge kommunen bo omkring 5.000 mennesker.

Udvidelsesplanen er, at vandkraftværket i Buksefjorden kan udvides ved udnytte en anden sø, Isortuarsuup Tasia, der ligger omkring 16 kilometer syd for den nuværende reservoirsø, Kangerluarsunnguup Tasia.

Vand kan omdannes til vandkraft. Når Nukissiorfiit bruger dieselolie vil der ryge røg op af skorstenene. 

Forslaget om at udvide vandkraftværket i Buksefjorden indebærer også, at der skal laves et vandkraftværk til Qasigiannguit og Aasiaat. Et projekt, som vurderes til at koste omkring tre milliarder kroner samlet.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit ansætter ny energidirektør efter otte måneder

Lovforslaget lægger op til, at Naalakkersuisut etablerer et selskab, som vil stå for at finde de tre milliarder. Det skal gøres ved at låne pengene.

Men det vil være pengene værd, mener energidirektøren:

- Det koster naturligvis nogle penge at udvide, men på den lange bane holder det prisen nede. For den enkelte familie og for erhvervslivet vil det også betyde sikkerhed for, at udgifterne til strøm ikke vil stige på samme drastiske måde, som der lige nu er udsigt til.

- Set fra vores synspunkt giver det derfor rigtig god mening, at vi arbejder frem mod en udvidelse af Buksefjordens vandkraftværk. Ikke kun for Nuuk, men for hele landets skyld, siger Kaspar Mondrup.

Udskudt til forårssamling 2021

Ifølge Departementet for Udenrigsanliggender og Energiområdet, er forslaget om udvidelse af vandkraftværket i Buksefjorden og anlæg af vandkraftværket til Qasigiannguit og Aasiaat udskudt til forårssamlingen 2021.

Det er blandt andet coronakrisen, der har udskudt behandlingen af forslaget.

Præcisering: Det er Naalakkersuisut der fastsætter taksterne for el, vand og varme i Grønland.