Nu udtaler udenrigspolitisk udvalg sig om spionagesagen

Lederne af Udenrigs- og sikkerhedspolitisk er splittede i sagen om mulig spionage og lukning af det amerikanske konsulat.
I går kunne KNR berette, at Pipaluk Lynge (IA), formand for udvalget, er åben over for at drøfte, om det amerikanske konsulat skal lukkes.
Den udmelding kommer efter, at mediet Wall Street Journal har afsløret, at Præsident Trump har bedt lederne af de amerikanske efterretningstjenester om at intensivere indsamlingen af informationer i Grønland - hvilket har fået flere til at frygte spionage fra USA.
Men Pele Broberg (N), næstformand for udvalget, fortalte torsdag, at han ikke er interesseret i at diskutere situationen om mulig spionage fra USA. Han vil langt hellere fokusere på, hvad han ser som dansk påvirkning og spionage i Grønland. PET, politiets efterretningstjeneste, har fredag afvist over for DR, at de har dansk spionage i Grønland.
KNR har talt med de øvrige medlemmer af udvalget om deres syn på sagen.
Ingen opbakning for lukning

Erik Jensen (S) ser den mulige spionage fra USA som uacceptabel. Dog finder han det upassende at lukke konsulatet.
- Vi mener ikke, at det er relevant at diskutere en eventuel lukning af konsulater. Hvis vi ønsker, at Grønland skal udvikle sig til en selvstændig stat gennem samarbejde med andre lande, så er det modsætningsfyldt at tale om lukninger. Men den omtalte spionage skal undersøges grundigt og troværdigt, fordi en saglig og korrekt debat er vigtig.

Nivi Rosing (IA) fortæller, at sagen er bekymrende, da det handler om borgernes sikkerhed. Ligesom IA's Pipaluk Lynge håber hun på en åben debat om konsulatet og den mulige spionage.
- Jeg er både overrasket og bekymret over, at der tales om spionage. Det er vigtigt, at de folkevalgte tager en grundig debat om dette. Derfor mener jeg også, at befolkningen skal inddrages.

I modsætning til Nivi Rosing, mener Justus Hansen (D) ikke, at man overhovedet er nået til et punkt, hvor en lukning kan så meget som overvejes.
- Lad os nu tage snakken videre hen, hvordan vi udvikler samarbejdet konstruktivt fremfor bare at lukke konsulatet. Vi skal være åbne for de muligheder, hvor vi kan samarbejde fremfor at lukke af, siger han.
Møde med USA's udenrigsminister

Formanden for Atassut, Aqqalu Jerimiassen, har oven på situationen meddelt, at en lukning af konsulatet skal ses som en sidste mulighed - en mulighed der stadig ikke skal tages i brug.
- USA er vores allierede, og vi bør have en god dialog om, hvordan vi løser det i stedet for direkte at true med en lukning.
Dertil tilføjer han, at det kan være en mulighed at inddrage det amerikanske udenrigsministerium og udenrigsministeren, Marco Rubio, til en kammeratlig samtale.
- Det er højest uacceptabelt, så vi må have en god dialog med USA's udenrigsminister om, hvordan vi kan ordne det i stedet for at spionere på hinanden.