Nu er 24 personer med coronavirus døde i Danmark

Myndighederne skifter metode til at opgøre antallet af døde med coronavirus. 24 er mandag døde efter smitte.
En ny opgørelse mandag viser, at 24 personer, der har været smittet med coronavirus, er døde i Danmark. Foto © : Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. marts 2020 11:07

En ny opgørelse mandag viser, at 24 personer, der har været smittet med coronavirus, er døde i Danmark.

Den seneste opdatering fra weekenden var, at 13 personer med coronavirus var døde, men Statens Serum Institut, der opgør tallene, har til denne opdatering skiftet den måde, som antallet opgøres på.

Det er derfor uklart, om tallene er sammenlignelige.

LÆS OGSÅ 186 coronasmittede er indlagt på danske sygehuse - 37 på intensiv

Definitionen er stadig antallet af personer, der er døde, 60 dage efter at der er påvist Covid-19-infektion. Covid-19 er den sygdom, som coronavirusset giver.

- De hidtidige dødstal har været baseret på CPR-registret. Tallene vil fra den 23. marts og fremover være baseret på Dødsårsagsregistret, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

- Dette opdateres medmindre forsinkelse end CPR-registret. Derfor indebærer skiftet til Dødsårsagsregistret, at dødsfald fra weekenden kommer med i denne opgørelse.

/ritzau/