Nu bliver det muligt at klage over behandlingsforløb i sundhedsvæsnet

Har du modtaget behandling i sundhedsvæsenet, som du gerne vil klage over, eller som du mener, du har krav på erstatning efter?
Så har du nu mulighed for at gøre opmærksom på det. På fredag åbner sundhedsvæsenet nemlig for, at du kan klage over behandling eller søge erstatning for en behandling.
Det skriver Departementet for Sundhed i en pressemeddelelse.
Helt lavpraktisk kan du fra på fredag klage via Sullissivik.gl.
Fra enkelt person til forløb
Muligheden opstår, fordi Inatsisartutloven om patienters klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet træder i kraft.
Som loven er - et par dage endnu - kan man kun få medhold i sin klage over en behandling, hvis en helt konkret person har lavet en fejl. Det betyder, at man som patient ikke kan klage over et mangelfuldt og dårligt behandlingsforløb - det skal være en klage over en specifik person.
Men det bliver altså ændret med den nye lov, der træder i kraft 14. februar, så du fremover kan klage eller søge om erstatning efter et dårligt eller mangelfuldt behandlingsforløb.