Grønlandske jurastuderende kan drømme om hele rigsfællesskabet

Justitsministeriet i Danmark har i dag besluttet, at jurister uddannet i Grønland kan sidestilles med jurister fra Danmark og Færøerne.
Det giver grønlandske jurister adgang til at søge stillinger som dommer, advokat og anklager, i hele Rigsfællesskabet, skriver Ilisimatusarfik i en pressemeddelelse.
Ulighed i systemet rettes op
Hidtil har grønlandske jurister med en kandidatgrad ikke kunnet besidde juridiske topposter, medmindre de har læst i Danmark.
– Det her er en milepæl for jurauddannelsen på Ilisimatusarfik – og et vigtigt skridt mod lige muligheder i hele Rigsfællesskabet, siger Anette Storgaard, som er afdelingsleder for jurauddannelsen på Ilisimatusarfik.
Beslutningen kommer fra Justitsministeriet i Danmark, som efter flere års arbejde og dialog med Ilisimatusarfik, nu slår fast, at uddannelsen i Nuuk lever op til de samme standarder som de juridiske uddannelser i Danmark og på Færøerne.