- Vi stod fuldstændig alene: Nu åbner borgmester op for mere militær

Imens frygten for en invasion spredte sig i Nuuk i januar, stod Kommune Kujalleq fuldstændigt alene. Det har ændret borgmesterens syn på, hvorvidt der skal være militær i Sydgrønland.
Foto © : KNR / Markus Valentin
27. juli 2026 08:13

Malene Vahl Rasmussen (D) peger ud ad vinduet fra sit borgmesterkontor. 

Qaqortoq ligger roligt hen udenfor vinduet, hvor en insisterende støvregn får byen til at fremstå ekstra søvnig denne mandag. 

- Vi kunne sidde til møder og diskutere og planlægge, og så kunne vi kigge ud ad vinduet, og der skete ingenting. Ingen soldater. Ingen sikkerhed. Vi ville ikke have en chance for at forsvare os selv, siger Malene Vahl om oplevelsen i januar. 

Kommunaldirektør i Kommune Kujalleq, Randi Vestergaard Evaldsen, supplerer: 

- Så tændte man radioen eller fjernsynet, og så er der bare gigapanik. Det var bare to vidt forskellige verdener. 

I januar truede Donald Trump med at overtage Grønland. Danmark forberedte i samarbejde med europæiske allierede at tage kampen op og sprænge infrastruktur i stykker. Nuummiut forberedte sig på det værste. 

Men i Qaqortoq var der ikke megen oprustning at spore. 

Den oplevelse ændrede, hvordan borgmesteren ser på, hvorvidt der skal være soldater til stede i kommunen. 

- Jeg er åben for mere militær tilstedeværelse i Sydgrønland, også fordi vi er første port til Grønland, siger Malene Vahl Rasmussen. 

Hun peger også på, at det jo netop er hendes distrikt, som den amerikanske præsident ønsker noget fra. 

Nødsheltere og militær

Både Malene Vahl Rasmussen og Randi Vestergaard Evaldsen fortæller om et januar, hvor de bag de røde trævægge på kommunens kontorer forberedte sig på det værst tænkelige. 

Samtidigt gik folk omkring, som om der ingenting skete. 

- Vi sad til møder, hvor vi skulle finde ud af, hvor meget mad har vi, hvor meget vand har vi, hvor let tilgængeligt er vandet i bygderne, har vi generatorer ude i alle bygderne, har vi satellittelefoner over det hele og virker de, siger Malene Vahl:

- Hvad gør vi, hvis strømmen går, hvis varmen går, hvor kan vi lave nødshelter, og hvor skal vi samles, hvis der kommer fjendtligt besøg på kommunen. 

I september skal Arktisk Komando sammen med allierede lande afholde en større øvelse i Narsarsuaq. Det var de i sidste uge i bygden for at forberede sig til. Foto © : Emil Weis / KNR

Lige nu sidder der to damer i skranken til at tage mod folk. Det er den sikkerhed, der er på kommunen, som Randi Vestergaard Evaldsen lidt spøgefuldt pointerer. 

Men bag ordene ligger der en dyb alvor. 

- Militær tilstedeværelse ville være en investering i vores egen sikkerhed hernede, siger Malene Vahl Rasmussen:

- Der kommer mere overvågning og mere aktivitet i vores farvand, som gør, at vi har brug for en fysisk tilstedeværelse fra militæret. 

Trumps store ønske i Sydgrønland 

En af de ting, der gør kommunen særligt opmærksom på, at der er brug for større militær tilstedeværelse i Sydgrønland, er de sjældne jordarter. 

- Du laver et gigaberedskab i Grønland og placerer det i Nuuk, hvor der ikke er noget mineaktivitet. Og det er jo dét, som Donald Trump og hans administration har råbt op om. Mineaktiviteten ligger hernede, men det vælger man ikke at beskytte, siger Randi Vestergaard Evaldsen. 

Malene Vahl Rasmussen fortæller, at lige der i januar måned følte de sig meget alene: 

- Vi stod fuldstændigt alene. Der var ingen krigsskibe her. Ikke noget som helst. Det ville jo være nemmere bare at tage Sydgrønland. Det er her alle de sjældne jordarter er, og jeg taler ikke bare om Kuannersuit. 

Udover den aktive guldmine, Nalunaq, så er grafitminen, Amitsoq, som er blevet udpeget til et strategisk vigtigt projekt af EU, også i gang med at lave efterforskninger. 

Derudover er der Tanbreez-minen, som skal udvinde sjældne jordarter, hvor der også er rigtig meget aktivitet i år, fortæller Malene Vahl Rasmussen.

- Lige pludselig føles det i hvert fald for os som om, at amerikanerne vil have Grønland, fordi de vil have de sydgrønlandske mineraler, siger Malene Vahl Rasmussen. 

Militærbase i Narsarsuaq og dybvandshavn  

Malene Vahl Rasmussen mener ikke bare, at det er på borgmesterkontoret, at der er kommet en større militærparathed. 

Ifølge hende, er der også mere åbenhed om det i Narsarsuaq, hvor det er kommet frem, at blandt andet amerikanerne er interesseret i en ny base. Det kan være dansk militær, Nato eller amerikanerne, understreger borgmesteren. 

- Der er også en stor åbenhed for en base i Narsarsuaq. De (borgerne i Narsarsuaq red.) har selv været ude at sige, hvorfor bruger I ikke Narsarsuaq, der er det mest oplagte sted at have en militærbase, siger Malene Vahl Rasmussen: 

- De har også været meget behjælpelige med at vise dem rundt, når de har været dernede for at lave tekniske vurderinger af landingsbanen, faciliteterne, bygningerne, terrænet, og sat dem ind i, hvordan det ser ud i baglandet. 

Hun fortæller, at man i mange år kæmpede for, at Narsarsuaq skulle opnå bygdestatus, efter det havde været en amerikansk base: 

- Den ville vi være rigtig, rigtig kede af at skulle give slip på igen. Så vi vil hellere en model ligesom Kangerlussuaq, hvor det ene ikke udelukker det andet, hvis der skal være en ny base. 

Sidste år underskrev den danske regering en finanslov, hvor der blev investeret 1,6 milliarder kroner i Grønland. Her skulle en del af pengene bruges på en ny dybvandshavn i Qaqortoq. 

Malene Vahl Rasmussen kalder den nye havn for et dual-use projekt, som både kan bruges af civile aktører og militæret. 

- Det er så Forsvarets tilstedeværelse i Sydgrønland på sigt kan blive styrket, men havnen skaber også nogle gode rammer for erhvervsudviklingen, siger hun.