Norsk kystvagt kæmper for at undgå olieudslip ved Svalbard

De norske kystvagtmyndigheder er begyndt tømningen af en stor trawler, der er gået på grund nær Svalbard.
Den norske trawler "Northguider" er gået på grund ud for Svalbard Foto © : Kystverket
11. januar 2019 10:14

Det skriver mediet High North News.

Den havarerede trawler ved navn ”Northguider” gik på grund ud for Svalbard 28. december og rummer 320.000 liter marineolie, som skal tømmes for at undgå læk og for at lette skibet.

LÆS OGSÅ Hurtigruten vil sejle på døde fisk

Aktionen bliver klaret ved hjælp af tre både, der hver kan fragte 2000 liter olie. I alt kommer bådene til at sejle 160 ture, før myndighederne forventer, at trawleren er tømt for marineolie.

Det er det norske rederi Opelio AS, som ejer trawleren, og som skal betale for redningsaktionen. Rederiets daglige leder, Arne Birkeland, mener, at løsningen med de mange småbåde er nødvendig.

- Summa summarum så ser dette ud til at være den hurtigste måde, vi kan få tømt tankene på, siger han til High North News

LÆS OGSÅ Forurening er værre i Arktis

Ifølge den norske kystvagt er der i øjeblikket ikke risiko for, at trawleren synker. Men aktionen for at undgå et katastrofalt olielæk sker i vanskelige forhold med mørke, 15 til 20 graders frost og med meget is i området.