Nordkoreas hær vil "permanent lukke og blokere den sydlige grænse" til Sydkorea.
Det oplyser den nordkoreanske regering onsdag.
Nordkorea beskriver udviklingen som "et meget stort militært skridt". Men en analytiker mener i højere grad, at der er tale om fortsættelsen af en proces, som længe har været i gang.
I juli lød det fra Sydkorea, at den nordkoreanske regering havde brugt måneder på at lægge landminer og sætte afspærringer op og dermed omdanne grænseområdet til en ødemark.
Relationerne mellem Nord- og Sydkorea er dårligere end længe.
Den nordkoreanske regering har lukket myndigheder dedikeret til koreansk genforening og erklæret Sydkorea for at være "hovedfjenden".
Nu vil Nordkorea "fuldstændig afskære veje og jernbaner med forbindelse til Sydkorea og styrke de relevante områder på vores side med stærke forsvarsværker".
USA er blevet informeret om tiltaget. Det sker for at undgå "fejlvurderinger og utilsigtet konflikt i forbindelse med forsvarsprojektet i det sydlige grænseområde".
Allerede tidligere har sydkoreanske efterretningstjenester sagt, at der var tegn på, at Nordkorea var ved at ødelægge dele af en jernbane, der forbinder de to lande.
- Nordkorea var allerede ved at ødelægge dele af Donghae-jernbanelinjen - tilsyneladende med det formål fuldstændig at afbryde forbindelsen til syd, siger Yang Moo-jin, som er leder af Universitet for Nordkoreanske Studier i Seoul.
Han kalder den seneste melding fra Nordkorea for en "officiel bekræftelse".
Nordkoreas hær kalder beslutningen for selvforsvar og et modsvar på sydkoreanske "krigsøvelser" og besøg fra amerikanske atomaktiver.
Grænsen er i forvejen en af de mest militariserede i verden. Men i august lykkedes det alligevel en nordkoreaner at krydse grænsen til syd.