Nordisk Råd belønner kreativ indsats for bæredygtighed

Det er muligt at nominere kandidater til Nordisk Råds miljøpris, som kommer med en stor pose penge.
Foto © : Nordisk Råd
25. marts 2016 12:57

Man kan nu nominere grønlandske kandidater til Nordisk Råds miljøpris 2016, oplyser Naalakkersuisut på sin hjemmeside.

Temaet for årets miljøpris er digital innovation og bæredygtig livsstil i Norden.

Sidste års vinder

Energiselskabet SEV er den største leverandør af energi på Færøerne. Ved at kombinere vind- og vandkraft sørger SEV for at 51 % af den færøske energi er bæredygtig. SEV har i de senere år gjort store fremskridt inden for grøn energiproduktion og arbejder ud fra en målsætning om at levere 100 % bæredygtig energi fra vind og vand inden 2030.

Nordisk Råds miljøpris gives således til "en virksomhed, en organisation eller en person, som på en inspirerende måde har udviklet et produkt eller en opfindelse, eller gennem en anden kreativ indsats har medvirket til digital innovation & bæredygtig livsstil i Norden", som det hedder.

Læs også Hvem skal have Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2015?

Prisen er på 350.000 kroner.

Fristen for at nominere kandidater er onsdag den 20. april 2016, og prisen uddeles i forbindelse med Nordisk Råds efterårssession.

På Nordisk Råds hjemmeside kan man finde et nomineringsskema og yderligere information om miljøprisen.