Norden mindedes ofrene i Norge

Med et minuts stilhed for ofrene i Oslo og Utøya startede Nordisk Råd i dag sin session i København.
Skrevet af Martine Lind Krebs
01. november 2011 14:27

Og katastrofen i Norge var dagsordenssættende for dagens debat med de nordiske statsministre, som handlede om de åbne nordiske samfund. For angrebet på et andet nordisk land er også et angreb mod Grønlands demokrati, siger Grønlands repræsentant i rådet, Akitsinnguaq Olsen.

- Det der desværre skete i Norge i sommer har også berørt os i Grønland helt tæt i hjertet, fordi vi har så tætte bånd og en historie sammen, så det har også været en angreb på vores frie demokrati, siger hun.

Men Grønland adskiller sig fra de andre lande ved ikke at have terrortruslen tæt inde på livet, siger Grønlands anden repræsentant i Nordisk Råd, Anda Uldum .

- Grønland er jo anderledes end de øvrige nordiske lande. Jeg synes det, som vi kan være med i, er at skabe debat om åbenhed og demokrati, siger han.

Han har i dag været til møde i udvalget for kultur og uddannelse, hvor han har fået sæde. Og her håber han at Grønland kan få sat gang i større samarbejde om uddannelse. Men omvendt handler det også om at udbrede kendskabet hos befolkningen til de muligheder, som Nordisk Råd byder på, siger han.

- Vi har masser af dygtige kunstnere. Efter hvad jeg har set nu, er der oceaner af muligheder for dem til at komme ud og vise deres værker. Og det tror jeg er gået hen over hovederne på folk, hvor mulighederne ikke er blevet formidlet til folket, og det vil jeg prøve at kigge på, hvordan jeg kan gøre bedre, siger han.

Akitsinnguaq Olsen er suppleant for Kim Kielsen, der lige nu er til møde i FN. Han har plads i udvalget for miljø og naturressourcer, hvor debatten i dag blandt andet har drejet sig om, hvordan de nordiske lande kan sikre større sikkerhed til søs i de arktiske farvande.