Neriuffik afviser kritik af KNR's omkostninger ved indsamlingsshow

De over 2,5 millioner kroner, som Neriuffik indsamlede ved det store tv-transmitterede show lørdag aften, går ikke ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse, og det møder kritik.
Skrevet af Sandra Meinecke
12. marts 2015 04:37

Avisen AG kritiserer KNR for at tage over 100.000 kroner fra de penge, som ellers skulle gå til kræftramte patienter, og som blev indsamlet på det store tv-show lørdag aften.

Det er ganske korrekt, at omkostningerne ved den tekniske opsætning ved showet har kostet omkring 100.000 kroner, men artiklen efterlader et indtryk af, at pengene, der er tale om, er gået som profit til KNR, og det er ikke tilfældet, forklarer KNR's innovationschef, Niels Pavia Lynge.

- Vi har nogle mandskabstimer, som vi skal dække. Plus, vi har et stort teknisk setup, som vi  bruger cirka en uge på at forberede. Og under en transmission, som den i lørdags, havde vi 16 mand på, siger Niels Pavia Lynge til Radioavisen og understreger, at pengene ikke ryger ned i KNR lommer som profit.

LÆS OGSÅ Det bruger Neriuffik indsamlingspengene til

- Der er ikke nogen profit, for vores ejere kræver jo, at vi skal dokumentere vores udgifter, forklarer Niels Pavia Lynge.

Avisen Sermitsiaq.ag har i deres artikel ikke talt med KNR eller med det danske kommunikationsfirma, som de skriver løber med 5 procent af pengene fra indsamlingen.

Derimod har avisen talt med Sara J. Brandt, som er formand for Neriuffik, hvor hun citeres for blandt andet at sige, at ”en aften på KNR-TV er både indbringende og stor udgift”.

LÆS OGSÅ Neriuffik-indsamlingen går til rådgivning og forebyggelse

Da radioavisen taler med hende onsdag, ærgrer hun sig over, hvis det efterlader læserne med et indtryk af, at pengene ikke går til det rigtige formål, nemlig de kræftsyge borgere. KNR har spurgt Sara J. Brandt, om det kom bag på hende, at brugen af teknik, kameramænd osv. koster 100.000 kroner:

- Det kommer ikke bag på mig, men det lader til, at det kommer bag på nogen, som ikke kan sætte sig ind i, at et sådan direkte arrangement har et budget, siger Sara J. Brandt og understreger, at der altså ikke er noget mærkeligt ved, at det koster 100.000 kroner.

LÆS OGSÅ Neriuffik slog sidste års rekord

- Med det store arrangement, det var, og alle de mennesker, der arbejdede ud over deres arbejde lørdag aften, er der jo brugt oceaner af tid på møder for at få det hele til at virke, og det har de så vurderet til at koste 100.000 kroner i år, og det er der ikke noget mærkeligt i, siger formanden for Neriuffik, Sara J. Brandt, til KNR.

Landforeningen Neriuffik fik indsamlet 2.525.246 kroner ved arrangementet, som blev afholdt lørdag aften på Ilisimatusarfik.