Historisk dag: Nemo Thomsen bliver første mandlige professionelle fodboldspiller fra Grønland
For få år siden forlod Nemo Thomsen sin hjemby Ilulissat for at jagte en drøm, som næsten ingen grønlændere før ham havde fået til at gå i opfyldelse.
Nu er drømmen blevet til virkelighed.
Den grønlandske landsholdsangriber har skrevet under på en fireårig fuldtidskontrakt med FC Fredericia, der køber ham fri af Brabrand IF. Dermed bliver han den første mandlige grønlænder nogensinde, der skriver under på en professionel fodboldkontrakt.
- Det er en stor dag for mig og hele min familie. Jeg er både glad og stolt over at skrive under på min første fuldtidskontrakt, og det at være den første grønlænder i historien til at gøre det, er virkelig stort, lyder det fra Nemo Thomsen i FC Fredericias annoncering af nyheden.
Målfarlig angriber fra Ilulissat
Efter ungdomsår i SønderjyskE og Kolding IF fik han sit gennembrud som seniorspiller i Brabrand IF.
Den 22-årige angriber kommer til Fredericia efter en stærk sæson i 2. division, hvor han scorede 12 mål for Brabrand – næsten en tredjedel af klubbens samlede målproduktion.
I et interview med Fredericia avisen fremhæver FC Fredericias Head of Recruitment, Oliver Fredsted, især angriberens målnæse.
- Nemo er en angriber, der gennem flere år har vist, at han har en naturlig evne til at komme frem til chancer og score mål. (..) Han kommer med sult, fart og en tydelig målfarlighed, som vi glæder os til at bringe ind i vores miljø.
'Vi har aldrig tvivlet'
Hjemme i familien har kontrakten udløst både jubel og tårer.
På sociale medier beskriver Nemos mor, Pilu Thomsen, kontrakten som kulminationen på mange års hårdt arbejde.
- Nemo, din drengedrøm er gået i opfyldelse. Nu kan vi kalde os forældre til en professionel fodboldspiller. Ord kan ikke beskrive, hvor stolte vi er.
Hun skriver, at familien aldrig har tvivlet på sønnens vilje og dedikation.
- Mange års arbejde betaler sig, sejeste dreng. Som vi altid siger, nu skal der arbejdes endnu mere. Modstand har altid gjort dig stærkere.
Hun fortæller også, at ankomsten til holdets hjembane blev et særligt følelsesladet øjeblik.
- Jeg har fældet mange tårer i disse dage, ankomsten i Monjasa park var særlig. Selvfølgelig har vi Grønland i tankerne, der hvor det hele startede, der hvor vores kære er.
En milepæl for hele Grønland
Hos det grønlandske landshold bliver kontrakten betragtet som langt mere end en personlig succes.
Landstræner Morten Rutkjær kalder aftalen 'grønlandsk fodboldhistorie' og mener, at Nemo Thomsen bliver et forbillede for en ny generation.
- Det er grønlandsk fodboldhistorie og til inspiration for en hel nation.
Ifølge landsholdet viser kontrakten, at en professionel karriere ikke længere er en uopnåelig drøm for unge grønlandske spillere.
Samtidig peger de på, at flere grønlandske profiler er ved at slå igennem uden for Grønland. Mathias Mac Christiansen har etableret sig i norsk fodbold hos Aalesund, mens Adam Ejler Hansen og Malik Jensen udvikler sig i dansk fodbold.
- Sammen repræsenterer de en ny generation af grønlandske spillere, som bryder barrierer og viser, at grønlandske talenter kan konkurrere på et højt internationalt niveau efter grønlandske tilstande, skriver landsholdet på Facebook.
Landsholdet mener derfor, at udviklingen også bør få politiske konsekvenser.
Hvis Grønland vil skabe endnu flere professionelle spillere, kræver det investeringer i moderne faciliteter, blandt andet flere airdomes, så børn og unge kan træne året rundt.
- Nemo Thomsen er et bevis på, hvad der kan lade sig gøre. Spørgsmålet er nu, hvor mange flere Nemo'er Grønland har, som blot mangler de rette rammer for at folde deres talent ud.
Også Nemo Thomsen ser hans historiske bedrift i et større perspektiv:
- Det vigtigste for mig er ikke, at jeg er den første. Jeg håber, at mange flere – ikke kun fodbold, men også andre sportsgrene i Grønland – får mulighed for at opleve det samme og forfølge deres mål, siger Nemo Thomsen til KNR.
Næste skridt
For Nemo Thomsen handler det nu om at bevise sig i FC Fredericia, der i den kommende sæson spiller i 1. division.
- Jeg er rigtig glad for at komme til FC Fredericia. Det er en fantastisk klub med et stærkt setup og et miljø, hvor jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig rigtig meget, siger han til klubbens kommunikationshold.
- Jeg kommer med masser af sult og glæder mig til at være en fast del af holdet og staben, samt at møde fansene.
Med underskriften har Nemo Thomsen allerede skrevet sig ind i grønlandsk idrætshistorie. Nu begynder arbejdet med at skrive de næste kapitler på banen.