Nato-chef roser Trump for Putin-samtale trods mangel på våbenhvile

Det er positivt, at Trump taler med Putin og følger op med en samtale med Ukraine og Europa, siger Mark Rutte.
- Jeg er meget glad for, at præsident Trump tager denne lederskabsrolle. Han brød dødvandet, da han blev præsident i januar, siger Mark Rutte (tv.). Foto © : Doug Mills/New York Times/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. maj 2025 13:17

Natos generalsekretær, Mark Rutte, vil ikke blande sig i, om USA bør øge presset på Rusland, efter det mandag igen ikke lykkedes Donald Trump at overbevise Vladimir Putin om at sige ja til en 30 dages våbenhvile.

Det siger den 58-årige hollænder på vej ind til et møde for EU-landenes forsvarsministre i Bruxelles tirsdag.

I stedet fokuserer Rutte på, at samtalerne mellem USA, Rusland, Ukraine og Europa i det hele taget finder sted.

- Jeg er meget glad for, at præsident Trump tager denne lederskabsrolle. Han brød dødvandet, da han blev præsident i januar.

- Indtil januar var der ingen diskussioner med Rusland. Det er positivt, at Trump har åbnet kommunikation med den russiske præsident, siger Mark Rutte.

Som Natos generalsekretær har han til opgave at holde sammen på alliancen, der nu består af 32 lande.

USA er dog det klart stærkeste Nato-land og bidrager med størstedelen af den militære slagkraft, så Rutte er forsigtig med at kritisere USA's præsident.

Skridt for skridt

Til gengæld er der skuffelse blandt de europæiske landes ledere over, at det forsat ikke er lykkedes Trump at overbevise den russiske præsident om at indgå en våbenhvile.

Allerede den 11. marts sagde Ukraine ja til en 30 dage lang våbenhvile. Den skulle bruges til at forhandle fred.

Indtil videre holder Rusland dog fast i, at betingelserne for en fred skal være klarlagt, før våbnene kan hvile. Dermed fortsætter krigen i Ukraine indtil videre.

- Man håber selvfølgelig altid på hurtige resultater, men sådan er det ikke altid i det virkelige liv. Det er ikke altid muligt.

- Vi må tage det skridt for skridt og se, hvad der sker i de kommende uger, siger Mark Rutte.

/ritzau/