Nationaldragter kommer online

Om kort tid vil det være muligt at sidde hjemme ved sin computer og vende og dreje et udvalg af grønlandske dragter fra de lokale museers samlinger.
14. oktober 2011 06:24

De grønlandske lokalmuseer har i den seneste tid sendt et udvalg af deres kostbare dragtsamlinger til Sisimiut Museum, i alt 36 dragter, som med deres helt specielle lokale særpræg repræsenterer alle dele af Grønland.
I den kommende måned bliver dragterne så fotograferet og registreret på museet.
Fotograf Roberto Fortuna fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede vil ved hjælp af meget avanceret fotoudstyr med meget høj opløsning og dybdeskarphed optage 24 billeder af hver dragt. En specialfremstillet gine anbringes på en karrusel der drejer rundt foran kameraet.
I den færdige præsentation kan beskueren dreje dragten rundt fra sin egen computer, så den kan ses fra alle sider, og der kan zoomes helt ind på den mindste detalje.
Når projektet er færdigt, vil billederne kunne ses på Sisimiut Museums hjemmeside, men skal også kobles til det danske Nationalmuseums store dragtbase.

Med fotoprojektet vil de smukke dragter, som udgør en af Grønlands centrale kulturhistoriske værdier, blive gjort tilgængelige for alle, Også interesserede langt uden for Grønlands grænser.
Fotoprojektet på Sisimiut Museum er kommet i stand med donationer fra Knud Højgaards Fond og Nordens Institut i Grønland samt transportstøtte af dragterne fra Royal Arctic Line.