Ny forskning: Narhvaler kan dø under flugt
Forskere har undersøgt grønlandske narhvaler, og de har opdaget det paradoks, at en narhval under flugt kombinerer høj svømmeaktivitet uden at dets hjerte slår tilsvarende hurtigere.
- Konflikten koster narhvalen en del energi og risikerer at sætte vitale organer såsom hjerne og hjerte i fare, skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at opdagelsen kan være årsag til uopklarede dødsfald blandt hvaler, der har været udsat for undervandsstøj.
Fem narhvaler blev undersøgt
Undersøgelsen er blevet gennemført ved at forskerne har udstyret fem grønlandske narhvaler med hjerteslagsmålere, som faldt af efter tre døgn. Målerne blev samlet ind igen og forskerne kunne analysere de registrerede data.
- Narhvalerne har tilsyneladende en fysiologisk konflikt mellem det velkendte dykkerespons med nedsat hjerteslag, som sikrer iltforsyning til hjerne og hjerte, og en flugtrefleks, som kræver det modsatte, nemlig iltforbrug i musklerne til fysisk aktivitet, siger Mads Peter Heide-Jørgensen. Han forfatter på studiet, samt professor ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og Grønlands Naturinstitut.
Studiet er udført af et internationalt team af forskere fra bl.a. Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og Grønlands Naturinstitut, og resultatet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.