Nanortalik er uden læge: Magdaline Abelsen har ingen indtægt uden dokumentation fra lægen
Magdaline Abelsen fra Nanortalik arbejder som kok på Hotel Kap Farvel.
Hun kan dog ikke arbejde i øjeblikket, fordi hun lider af forhøjet blodtryk. Derfor mangler hun dokumentation fra lægen, så hun kan få arbejdsstøtte.
Men eftersom der ingen læge er i byen, kan hun heller ikke få dokumentation på sin sygdom, og derfor står hun nu uden nogen form for indtægt.
Nanortalik har nemlig været uden læge i de sidste to uger.
- Det eneste, de svarer, er, at de ikke kan gøre noget, da der ikke er nogen læge. Vi må vente på, at der kommer en læge. Jeg har ikke fået svar på mine blodprøver eller hjertetest, de svarer blot, at vi må vente på lægen, siger Magdaline Abelsen til KNR.
Kommunikationskonsulent i sundhedsvæsenet, Susanne Mailand Lauridsen, skriver i et skriftligt svar til KNR:
- Det er korrekt, at det ikke er lykkedes at rekruttere en læge til Nanortalik før 11. maj. Borgere i Nanortalik kan uændret ringe til Nanortalik Sygehus for tidsbestilling af sygeplejerske i byen, samt telemedicinske konsultationer af læger i Qaqortoq.
I mellemtiden må Magdalene Abelsen både vente på en læge - og en indtægt.
- Mine smerter bliver værre og værre. Det er tre uger siden, jeg stoppede på mit arbejde, jeg kan ikke arbejde, da alt er for tungt for mig, siger hun og forsætter:
- Vores leder har heldigvis set mig og kan godt forstå, hvorfor jeg ikke kan arbejde.
Nanortalik Sygehus oplyser til KNR, at det kun er borgere, som er vurderet til at have behov for akut lægehjælp, der kan komme til Qaqortoq for at blive tilset af en læge.