Naleraq erklærer mistillid til naalakkersuisut

Naleraq stiller et mistillidsvotum til hele naalakkersuisut under dagens debat om fiskeriloven. Koalitionen afværger og redder derfor naalakkersuisut.
Der er mistillid fra Naleraq til hele naalakkersuisoq. Foto © : Paarnannguaq Nielsen
16. maj 2024 13:45

Naleraq har ikke længere tillid til hele naalakkersuisut.

Det har ordføreren for partiet, Jens Napãtôk, netop meddelt fra talerstolen i Inatsisartut.

Mistilliden kommer, fordi formanden for Naalakkersuisut, Müte B. Egede, ikke gør noget ved det, når medlemmer af naalakkersuisut mistænkeliggør medlemmer af Inatsisartut.

Vi viser mistillid. Ikke direkte på grund af indholdet, men fordi de hænger os ud på misforståelig grundlag. Inatsisartut skal beskyttes og respekteres. Naalakkersuisut har været ude med flere ikke tillidvækkende udtalelser, og det er grunden til vores mistillid, siger Jens Napãtôk.

Mistillid flere gange

Senest i sidste uge erklærede oppositionspartiet Atassut mistillid til Kim Kielsen, fordi Kielsen påstod, at oppositionen spredte falsk information.

Men Kim Kielsen blev reddet af koalitionen og blev derfor på posten som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst.

- Det er ikke første gang, naalakkeersuisut handler på den måde, siger Jens Napãtôk til KNR.

Det samme skete, da naalakkersuisoq for skatter og finanser og formand for Siumut, Erik Jensen, anmeldte Jens Napãtôk tidligere på ugen for at lække fortrolige oplysninger, men Naleraq-politikeren blev renset af Formandskabet for Inatsisartut. 

Alligevel fastholder Erik Jensen sin mistanke.

Skuffet 

Naleraq er altså skuffet over, at formanden for naalakkersuisut Mute B. Egede ikke gør noget, når hans ministre udtaler mistænkelighed over for medlemmer af Inatsisartut. 

Ifølge Inatsisartutloven er Inatsisartut ukrænkeligt. Men Naleraq påstår, at når Múte B. Egede ser stiltiende til, så må man tro, at han ser Inatsisartut som krænkeligt.  

Derfor har de rejst mistillid. Der er pause i Inatsisartut, mens koalitionen finder ud af, hvordan de vil reagere.

Ikke overraskende laver IA og Siumut en afværgedagsorden efter pausen. Sammen har de to partier i koalitionen flertal. 

Og om kort tid skal Inatsisartut stemme for eller imod mistilliden.

To timer efter pausen nåede politikerne til afstemningen. Her stemte 21 for, at de stadig har tillid til det samlede naalakkersuisut, mens ni stemte i mod. Formand Mimi Karlsen konstaterede, at alle i salen stemte. Dermed blev naalakkersuisut reddet, og debatten om fiskeriloven kan fortsætte.