Naleraq efter milliardunderskud: Hvad gik galt med lufthavnene?
Naleraq retter skarp kritik af de grønlandske lufthavnsprojekter, efter at Greenland Airports på sin generalforsamling fremlagde et underskud på omkring 2,7 milliarder kroner, nedskrivninger på cirka 3 milliarder kroner og en negativ egenkapital.
Partiet mener, at tallene afslører alvorlige fejl i planlægningen og bekræfter en kritik, som Naleraq har fremført gennem flere år.
Ifølge partiet blev der investeret milliarder i de nye lufthavne uden tilstrækkeligt opdaterede og realistiske analyser af de økonomiske konsekvenser.
Samtidig peger Naleraq på, at mange borgere langs kysten, i bygderne og i yderdistrikterne har oplevet dyrere rejser, længere rejsetider, mere usikker trafikbetjening og færre forbindelser, mens investeringerne er gået til de store lufthavne.
Moderne lufthavne er velkommende
Partiet understreger, at det ikke er imod moderne lufthavne, men mener, at naalakkersuisut nu skylder befolkningen en forklaring på, hvordan de økonomiske forudsætninger kunne vise sig at være så langt fra virkeligheden.
- Naleraq er ikke imod moderne lufthavne eller bedre infrastruktur. Grønland har brug for udvikling og investeringer. Men når et offentligt selskab må nedskrive værdier for milliarder af kroner og samtidig erkender, at de økonomiske forudsætninger ikke holder, er det naalakkersuisuts pligt at
forklare, hvad der gik galt, lyder det i en pressemeddelelse.
Naleraq efterlyser blandt andet svar på, hvornår naalakkersuisut blev bekendt med de stigende driftsomkostninger, behovet for milliardstore nedskrivninger, og om Inatsisartut og befolkningen har fået et retvisende billede af projektets økonomi.
- Udviklingen af Grønland skal komme hele landet til gavn – ikke ske på bekostning af kysten, bygderne og yderdistrikterne, skriver Jens NapãtôK, medlem af Inatsisartut for Naleraq, i pressemeddelelsen.
Naleraqs holdning fremgår også tydeligt på partiformanden Pele Brobergs Facebook-side, hvor han i løbet af weekenden har postet det ene opslag efter det andet om, hvor virkelighedsfjern, han mener, naalakkersuisut er.