Najannguaq Mathæussen fra Upernavik hjælper de trængende: Jeg tænker nok mest på børnene

Sammen med andre frivillige har Najannguaq Mathæussen delt mad ud til dem i Upernavik, som står og mangler.
37 personer, som mangler mad, har henvendt sig til Najannguaq Mathæussen på Facebook. Foto © : Privat
18. januar 2023 10:33

Januar er en lang måned for mange efter julen, som hurtig bliver dyr.

En borger i Upernavik, Najannguaq Mathæussen, var i mandags med til at dele mad ud til de hårdt trængende i den nordgrønlandske by.

- Når jeg tænker på børn og de gamle, men jeg tænker måske mest på børn, ville jeg gerne hjælpe dem. Så jeg valgte at gøre en god gerning, siger Najannguaq Mathæussen til KNR.

Hun startede sidste år med at hjælpe mennesker, noget hun blev inspireret til af en velgørenhed i Nuuk.

- Jeg tænkte på velgørenhed, og hvor meget man også havde brug for det her i Upernavik, så jeg startede én selv både i år og sidste år.

Byen står sammen

Maduddelingen har kun været mulig med hjælp fra andre folk i byen. Medborgere har bidraget med madvarer.

- Folk startede med at bringe madvarer mandag. Jeg søgte efter hjælp på Facebook, og der begyndte min mor og min kusine også at hjælpe til, siger Najannguaq Mathæussen

En taxaejer stillede sig også til rådighed til at køre maden rundt i Upernavik.

LÆS OGSÅ Velgørenhedskalender giver 800 bolde til Kommuneqarfik Sermersooq

37 personer, som mangler mad, har henvendt sig til Najannguaq Mathæussen på Facebook, hvor de har skrevet, hvad de mangler.

Det kan være mælk eller råvarer, fortæller hun.

Najannguaq Mathæussen har mødt stor taknemmelighed hos de mennesker, som modtog maden.

- Nogle af dem har skrevet igen på Messenger, selvom de allerede har sagt tak. Og der var én, som skrev, at de slet ikke havde noget mad, så de var dybt taknemlige for, at de modtog hjælp.

- Det varmer selvfølgelig, at de siger tak, og man bliver rørt, siger Najannguaq Mathæussen.

Hun har beregnet sig frem til, at de har hjulpet omkring 50 mennesker over ti huse.