Naalakkersuisut vil ikke debattere Landsplanredegørelsen

<p>Naalakkersuisut vil ikke debattere landsplanredegørelsen i Inatsisartut. IA er også utilfredse med dele af indholdet i rapporten, men undrer sig over at Naalakkersuisut ikke vil debattere det.</p>
Foto © : KNR
12. oktober 2016 13:38

Det kom frem, da formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen i går skrottede landsplanredegørelsen for åben skærm i Qanorooq.

- Man kan ikke arbejde uden om borgerne i bygderne. Det er heller ikke rigtigt. Derfor har vi fjernet den fra dagsordenen. Man skal forvente, at der kommer en ny næste år, sagde Kim Kielsen i Qanorooq.

Der var ellers indbudt til pressemøde om redegørelsen tirsdag, den var omdelt til medlemmerne af inatsisartut og blev sendt i offentlig høring tilbage i juni.
Alligevel valgte Kim Kielsen at skride ind og fjerne punktet fra dagsordenen, dagen før den skulle behandles.

Kim Kielsen mangler dog endnu at svare på, hvorfor han ikke er interesseret i at debatere indholdet af rapporten på efterårssamlingen, og hvorfor han var nødt til at hive den ud i sidste øjeblik.

Læs også Kim Kielsen skrotter Landsplanredegørelse

Hos IA er man også utilfreds med dele af rapportens indhold, blandt andet den meget omtalte passage om lukning af bygder.

Men trods utilfredsheden undrer det formand Sara Olsvig, at rapporten ikke må debatteres i Inatsisartut.

- Det er så alvorlige emner, der står i den her redegørelse, at vi burde have en meget klar debat i Inatsisartut, så vi kan finde ud af, hvad partiernes holdninger er, siger hun.

KNR forsøger at få en kommentar fra Kim Kielsen, men det har endnu ikke været muligt.