Naalakkersuisut vil åbne kontor i Kina til næste år

Kinesiske aktører ved ikke altid, at Grønland kan gå direkte i dialog om handel. Det kan være udfordrende, siger Steen Lynge.
En åbning af en repræsentation i Østasien vil være et signal til omverdenen om, at Grønlands handelsinteresser også er rettet imod Østasien, lyder det fra naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge. Han lægger op til at oprette et kontor i Kina. Arkivfoto. Foto © : Max Braun
17. september 2020 06:11

Naalakkersuisut har planer om at åbne et fast kontor i den kinesiske hovedstad, Beijing, til næste år. 

Det fremgår af et beslutningsforslag, der skal behandles, når medlemmerne af Inatsisartut mødes til efterårssamlingen. 

Der er både et "stort behov" og "potentiale" i, at Grønland får en permanent og langsigtet tilstedeværelse i Østasien, påpeger Steen Lynge, naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, som har skrevet under på forslaget.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut foreslår repræsentation i Asien

- Erfaringer har vist, at samarbejdet med Kina og Japan kan være udfordrende, da mange kinesiske og japanske aktører ikke er bekendte med Grønlands selvstyreordning, herunder at Grønland har kompetencen til at indgå i en direkte dialog.

- En åbning af en repræsentation i Østasien vil være et signal til omverdenen om, at Grønlands handelsinteresser også er rettet imod Østasien, og at vi i særdeleshed er ”open for business”, står der i forslaget.

Arbejdet med at etablere en repræsentation i Kina har været undervejs længe. Det blev blandt andet luftet i november 2018 af den daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger.

Der bliver solgt mest til Kina

De ansatte på kontoret skal særligt fokusere på at bane vejen for de grønlandske fiskeprodukter på de østasiatiske markeder. 

Lige nu eksporterer grønlandske selskaber ifølge naalakkersuisut for mere end 2,3 milliarder kroner til Østasien. Salget går primært til Kina, der giver omkring 1,5 milliarder årligt. 

I 2019 meddelte Royal Greenland også, at Kina var selskabets største marked. Og på grund af interessen fra det kinesiske marked, bør Grønland placere sit kontor netop dér.

LÆS OGSÅ Udenrigsminister: Kina har ikke ytret ønske om konsulat i Grønland

- Det er således Naalakkersuisuts vurdering, at det vil være mest hensigtsmæssigt at etablere en repræsentation i Beijing i Kina, skriver Steen Lynge i forslaget og tilføjer:

- Erfaringerne viser, at Grønland i højere grad selv kan være med til at promovere egne interesser og prioriteter i udlandet gennem oprettelse af egne repræsentationer. Det er samtidigt et vigtigt skridt på Grønlands vej mod et stadigt større udenrigspolitisk engagement.