Naalakkersuisut foreslår repræsentation i Asien

Inatsisartut skal tage stilling til oprettelsen af en repræsentation i Asien, der skal skabe forbindelser til Kina, Japan og Sydkorea.
Udover handelsforbindelser er det også et af målene for repræsentationen, at markedsføre investeringer i Grønland for asiatiske investorer.
24. marts 2020 08:43

Naalakkersuisut vil oprette en repræsentation i Østasien.

På et møde den 10. marts har Naalakkersuisut godkendt et beslutningsforslag om en kommende repræsentation, der skal fremlægges for Inatsisartut på forårssamlingen.

Det skriver Sermitsiaq.AG, der også skriver, at repræsentationen skal ligge i Kina.

Undersøger mulighed for repræsentation i Beijing

Arbejdet med at lave en repræsentation i Kina blev blandt andet luftet i november 2018 af naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger.

Og senere i den udenrigspolitiske redegørelse sidste år, skrev Naalakkersuisut, at man var i færd med at undersøge muligheden for at åbne en repræsentation i Kinas hovedstad, Beijing i 2020.

Repræsentationen skal dog også skabe forbindelser til andre af Grønlands handelspartnere i Asien, blandt andet Japan og Sydkorea.

Flere erhvervsfremstød i Kina

Udover handelsforbindelser er det også et af målene for repræsentationen, at markedsføre investeringer i Grønland for asiatiske investorer.

Naalakkersuisut har af flere omgange lavet erhvervsfremstød i Kina.

I 2016 var Vittus Qujaukitsoq på besøg i Kina for at promovere grønlandske produkter. Året efter var Kim Kielsen inviteret af den kinesiske regering og besøgte landet med en større delegation.

I 2018 var det Aqqalu Jerimiassen forsøgte et fremstød for at sælge grønlandsk drikkevand.