Naalakkersuisut: Vi øger bevilling til turisme

Bevillingen til Visit Greenland beskæres, men Jens Erik Kirkegaard siger, at Naalakkersuisut øger bevillingen til turismen, fordi man fjerner afgift.
Foto © : KNR/Sigvard Thørring
20. september 2014 17:25

Naalakkersuisut skærer 12 procent af bevillingen til Visit Greenland, men siger alligevel at de faktisk øger bevillingen til turismen.

Det hænger sammen med, at Naalakkersuisut samtidigt omlægger krydstogtsafgiften fra en passagerafgift til en tonnageafgift, der baserer sig på skibenes størrelse.

Mistede indtægter
Den hidtidige afgift blev sat op til 525 kroner i 2008 og har siden været medvirkende til at skræmme krydstogtsturister væk. Den nye afgift bliver væsentligt billigere og betyder derfor tabte indtægter for landskassen.

- Siden 2010 er antallet af krydstogtturister som besøger Grønland faldet meget betragteligt. Andre krydstogtdestinationer, som Island og Svalbard, har i perioden haft et stigende antal krydstogtpassagerer, skriver naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, Jens Erik Kirkegaard.

Høj afgift skræmmer turister
Han henviser også til, at det er forkert, når Radioavisen tidligere har anført, at Naalakkersuisut reducerer den samlede turismebevilling. Kirkegaard mener nemlig, at det skal ses som en ekstra bevilling til turisterhvervet, at man fjerner den afgift, som siden 2010 har været med til at reducere antallet af krydstogtsturister med 30 procent.

Læs også Turismeerhvervet: Spareplaner giver ingen mening

Her skal det nok anføres, at der jo rent faktisk bliver beviliget færre penge til turismen i 2015, men Naalakkersuisut har til gengæld valgt at sænke afgifterne fra et niveau, de selv beskriver som ukonkurrencedygtigt. En øvelse Naalakkersuisut vurdere vil koste 8,4 millioner kroner.

Færre penge til turismen
Altså beskærer man den samlede bevilling til turisme, men dropper en afgift som har modarbejdet krydstogtsskibenes lyst til at besøge Grønland.  

Beskæringen drejer sig om 1,6 millioner kroner, der har været afsat til promovering af kunsthåndværk og oplevelseserhverv.

Læs også Afgående formand: Visit Greenland hårdt ramt økonomisk

Radioavisen har uden held forsøgt at få fat i naalakkersuisoq Jens Erik Kirkegaard efter han i dag sendte en pressemeddelelse.