Naaja Nathanielsen: Naalakkersuisut sikrer indtjening ved vandkraftprojekt
- Det er vigtigt for Selvstyret og naalakkersuisut, at vi sikrer, at uanset hvad, så får vi penge ud af det her.
Sådan fortæller naalakkersuisoq for Erhverv, Energi og Råstoffer, Naaja Nathanielsen (IA).
Naalakkersuisut har besluttet en rammemodel over vilkårene for at bygge vandkraftværk og udnytte energien ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua.
Her har politikerne besluttet, hvilke betingelser de stiller økonomisk, når virksomheder vil ansøge om at blive en del af projektet.
- Vi har ligesom valgt en model, hvor vi sikrer to ting: Det ene er, at vi skal sikre en løbende indtjening til samfundet, uanset om der er overskud af et selskab eller ej. Men også at vi får en andel, når der er et overskud.
Indtjening og arbejdspladser
Naalakkersuisoq fortæller, at det endnu er for tidligt at sige, hvor mange arbejdspladser det nye vandkraftprojekt vil skabe.
Det skyldes, at der kan være mange forskellige virksomhedstyper. Alt fra datacentre til aluminiumssmelter til power-to-x-anlæg.
- Det er meget forskelligt, hvad de forskellige projekter har af behov for arbejdskraft, siger Naaja Nathanielsen.
Blandt andet derfor har naalakkersuisut besluttet sig for en fast afgift på strømmen fra vandkraftværket.
På den måde sikrer Selvstyret, at de tjener penge på projektet uanset mængden af arbejdspladser.
- Men selvfølgelig håber vi på, at der kommer lokale arbejdspladser. Det har vi alle forventninger til, siger naalakkersuisoq.
Næste skridt
I løbet af det næste halve år vil naalakkersuisut klargøre et udbudsmateriale.
- Og så vurderer vi, hvilke selskaber vi efter den runde mener har de rette kompetencer til at kunne gå videre i en egentlig budrunde, siger Naaja Nathanielsen.
Selvom det er en lang proces, så finder naalakkersuisoq det positivt, at der er fremgang, og at selskaberne viser en interesse.
- Den væsentligste pointe er, at der stadigvæk er interesserede selskaber, og det er vi rigtig glade for. Vi går ikke videre, hvis ikke der er nogen, der vil byde på det her.