Naalakkersuisut reagerer: Flere amerikanske radarer i Grønland er ok, men…

Grønland, Danmark og USA er i dialog om muligheden for at sætte flere amerikanske radarer op langs Grønlands kyster. 
Inatsisartut skal sidde med ved mødebordet, siger Pipaluk Lynge-Rasmussen (IA). Foto © : Malik Brøns / KNR
08. juni 2022 09:59

- Det ønsker vi også. Vi vil gerne vide, hvem der er i vores farvand og i vores luftrum. 

Det siger Pipaluk Lynge-Rasmussen (IA), der er formand for Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. 

Det, hun også ønsker, er flere amerikanske radarer på grønlandsk jord. 

For det kan der komme. KNR fortalte i fredags, at Grønland, Danmark og USA er i dialog om muligheden for at opsætte flere amerikanske radarer langs Grønlands kyster. 

USAs militære tilstedeværelse i Grønland

Siden 1953 har amerikansk forsvar kunnet bruge Pituffik, hvor der bl.a. er placeret en radar til at overvåge luftrummet over Nordgrønland.

Pituffik er i dag det eneste område i Grønland, som USAs forsvar kan bruge i det omfang, som de ønsker uden tilladelse fra Kongeriget Danmark.

I 2018 meddelte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at USA ønsker at investere i infrastruktur i Grønland, som kan komme både militær og grønlandske befolkning til gavn.

Det oplyser blandt andet den amerikanske ambassade i København. 

Ambassaden påpeger, at de tre landes regeringer ønsker at øge sikkerheden og undersøge muligheden for mere 'tilstedeværelse' i Grønland. 

Flere forholdsregler, tak

Pipaluk Lynge-Rasmussen understreger dog, at der skal tages forholdsregler, før flere amerikanske radarer kan komme på tale. Derfor skal Inatsisartut sidde med ved mødebordet, så Grønland kan få indflydelse og sætte ord på, hvad Grønland er villig til at gå med til, siger hun.

Vivian Motzfeldt (S), der er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, er ikke så konkret. 

Hun bekræfter – ligesom den amerikanske ambassade i København – i et skriftligt svar, at Danmark, Grønland og USA har en dialog om flere amerikanske radarer på kysterne.

LÆS OGSÅ Danmark og USA: Flere amerikanske radarer kan være på vej i Grønland

Hun uddyber dog ikke, hvor langt de tre lande er i den dialog, om der er noget konkret på vej, eller hvad Naalakkersuisut mener om flere amerikanske radarer på grønlandsk jord.

- Der er en løbende dialog mellem Grønland, Danmark og USA om USA´s tilstedeværelse i Grønland, blandt andet om udmøntning af hensigtserklæringen fra 2018 om amerikanske investeringer i infrastruktur i Grønland, herunder radarer, skriver Vivian Motzfeldt.

Det er ordret det samme svar, som Forsvarsministeriet i Danmark sendte til KNR i sidste uge. 

Milliarder til oprustning?

USA har i dag Pituffik som det eneste amerikanske forsvarsområde i Grønland. Her har amerikanerne i vid udstrækning lov til at gøre, som de ønsker militært.

For nylig skrev Berlingske, at USA ønsker at investere milliarder i at opgradere udstyr på Pituffik. En oplysning, som hverken Naalakkersuisut eller Folketinget er blevet orienteret om, skriver avisen.

I 2018 meddelte USA, at landet ønsker at kaste penge efter grønlandsk infrastruktur, som kan have både et militært og civilt formål.

Det blev dengang forventet, at det ville dreje sig om de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, som den danske stat på det tidspunkt købte sig ind i.

Men USA har ikke investeret i de civile lufthavne. I stedet er fokus nu på anden infrastruktur.