Naalakkersuisut hilser permanent amerikansk tilstedeværelse velkommen

Den stigende interesse for Grønland fra USA er en positiv udvikling, mener Naalakkersuisut, som glæder sig over en mulig permanent amerikansk tilstedeværelse i Nuuk.
Vi ser frem til at øge samarbejdet inden for investering, handel og uddannelse m.m., og vi ønsker dem velkommen tilbage til vores land, siger Ane Lone Bagger Foto © : Ane Lone Bagger
Skrevet af Jens Betak
09. maj 2019 14:12

En aflysning af et besøg fra USA’s udenrigsminister i Nuuk bliver muligvis afløst af en mere permanent amerikansk tilstedeværelse i Grønlands hovedstad.

Den amerikanske ambassade i København har nemlig annonceret, at USA vil genoprette en permanent statslig tilstedeværelse i Nuuk.

De planer hilser Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S), velkommen.

- Grønland er en del af det nordamerikanske kontinent. Ikke kun geografisk, men også gennem vores etnicitet, kultur og sprog, som vi deler med inuit i Alaska og i canadisk Arktis. Det er derfor glædeligt, at USA vil genoprette en fast diplomatisk tilstedeværelse i Nuuk, for vi har meget at snakke om, siger hun.

LÆS OGSÅ USA vil oprette repræsentation i Grønland

Ane Lone Bagger håber, at genoprettelsen af en fast diplomatisk tilstedeværelse i Nuuk vil øge samarbejdet og handlen mellem landene. Naalakkersuisoq mener, at de igangværende lufthavnsprojekter vil give bedre muligheder for netop dette.

- Lufthavnsprojekterne vil fra 2023 give bedre mulighed for flyforbindelser mellem vores byer og USA. Derudover vil skibsforbindelser allerede ved udgangen af 2019 åbne mod blandt andet Portland og Maine. Dette vil gøre vores land mere tilgængeligt, siger Ane Lone Bagger.

USA har tidligere haft et konsulat i Nuuk fra 1940 til 1953, og Ane Lone Bagger håber, at en permanent amerikansk tilstedeværelse kan bringe Grønland og USA tættere sammen.

- Vi ser frem til at øge samarbejdet inden for blandt andet investering, handel og uddannelse, og vi ønsker dem velkommen tilbage til vores land, siger hun.

I 2013 åbnede Island et konsulat i Nuuk, hvilket var den første permanente diplomatiske tilstedeværelse i Grønland siden 2. verdenskrig.