Naalakkersuisut er klar med midlertidig udligningsordning

Naalakkersuisut har nu meldt en midlertidig kommunal udligningsordning for perioden 2016-2018 ud.
Foto © : Paalu Møller/KNR
12. juni 2015 16:09

Den midlertidige udligningsordning vil betyde, at kommuneqarfik Sermersooq skal betale 45 millioner kroner ekstra i udligning i de kommende tre år.

Sammenligner man med den sidste 'faste' udligningsordning, der galdt for kommunerne indtil udgangen af 2013, vil det sige, at Kommuneqarfik Sermersooq skal af med 90 millioner kroner mere i udligning om året.

Et tidligere udkast blev forkastet i sidste uge.

Læs også Udligningsordning forkastet

Men usikkerhed omkring den fremtidige kommunestruktur, et mangelfuldt datagrundlag og uens bogførings- og opgørelsesmetoder umuliggør en permanent udligningsordning på nuværende tidspunkt, skriver Andreas Uldum i en pressemeddelelse.

Udligningsordningen vil betyde, at Qaasuitsup Kommunia vil modtage 25 millioner kroner ekstra i udligning hvert år i de næste tre år, mens kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia, vil få henholdsvis 15 og 5 millioner kroner ekstra.

- Naalakkersuisut har valgt at melde sin holdning ud hurtigt af hensyn til kommunerne. Derved giver vi kommuner arbejdsro, så de i ro og mag kan planlægge næste års budget, siger Andreas Uldum i en pressemeddelelse.