Naalakkersuisut-delegation fløj på Business Class for 397.000 kroner
Det var en stor succes, da Naalakkersuisut i begyndelsen af november lavede et større erhvervsfremstød i Kina.
Det fortalte Naalakkersuisut selv i forbindelse med turen.
Men det var samtidig langt fra gratis at sende fire medlemmer af Naalakkersuisut, tre departementschefer og 11 andre delegationsmedlemmer til Kina og tilbage.
Samlet udgift til transport 511.114 kroner.
- Samlet udgift til Business Class 397.277 kroner.
- Samlet udgift til Økonomiklasse 113.837 kroner.
Naalakkersuisuts delegation bestod af i alt 18 deltagere. Udgifterne ovenfor dækker billetter til de 16 deltagere KNR har modtaget bilag på.
Tre deltagere har kun rejst med mellem Danmark og Kina og har altså ikke behøvet billetter mellem Grønland og Danmark.
KNR har fået aktindsigt i Naalakkersuisuts udgifter til flybilletter til 16 af de 18 deltagere.
9 medlemmer på Business Class
Aktindsigten i udgifterne til de 16 medlemmer viser, at de ni af delegationsmedlemmerne har fløjet på den dyreste af SAS' tre muligheder.
Det drejer sig om Business Class til en billetpris på 32.077 kroner for turen ud og tilbage fra København til Beijing. En tur, der tager knap ni timer.
Dertil kommer billetter på Business-klasse fra Nuuk til København og tilbage igen.
Sammenlagt står de ni sæt Business Class-billetter for 397.277 kroner af de samlede udgifter til transport.
Billetterne til Naalakkersuisut og departementscheferne på rejsen fra Nuuk til Beijing og tilbage igen er de fineste af Air Greenlands to alternativer og de fineste af de tre muligheder, SAS tilbyder.
Mellem Grønland og Danmark har returbilletterne på Business Class kostet 14.658 kroner pr. styk.
Det giver bredere sæder, bedre benplads, mulighed for mere baggage og loungeadgang i København.
Business Class-billetterne mellem Danmark og Kina har kostet 32.077 kroner pr. styk.
På Business Class kan sæderne lægges helt ned og blive til en seng. Der er massage i sæderne og arbejdsplads til computeren. Der er desuden tre-retters menu og champagne.
Helt efter loven
Og det er helt i overenstemmelse med loven.
Til Naalakkersuisut må der benyttes 1. klasse eller tilsvarende, og det gælder også for embedsfolk, der rejser sammen med Naalakkersuisut-medlemmerne.
KNR har bedt formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, om at forholde sig til, om det er rimeligt at bruge knap 400.000 kroner på at flyve på Business Class.
- For Naalakkersuisuts vedkommende ser vi ikke noget usædvanligt eller forkert ved den besøgsrejse, der er gennemført, og den transportform, der er valgt, lyder kommentaren fra Kim Kielsen i en mail sendt til KNR.
Til sammenligning har udgifterne til den anden halvdel af delegationen, der omfatter de menige embedsfolk, kun beløbet sig til 113.837 kroner.
Altså ca. en fjerdedel af prisen for billetterne til Naalakkersuisut og deres departementchefer.
I alt har transporten af delegationen ud og hjem kostet 511.114 kroner.
Efter tre måneder er det ikke lykkedes at få udleveret bilagene for de to deltagere fra Departementet for Fiskeri og Fangst, naalakkersuisoq Karl Kristian Kruse og hans ministersekretær.
De tre andre politikere, der deltog fra Naalakkersuisut, var Kim Kielsen, Hans Enoksen og Mute Bourup Egede.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut sender kvartet på charmeoffensiv i Kina
LÆS OGSÅ Kim Kielsen inviterer til Grønlandsk Dag i Beijing