Kim Kielsen inviterer til Grønlandsk Dag i Beijing

Tirsdag er det Grønlandsk Dag i Beijing. Her inviterer Kim Kielsen interesserede til at møde Grønland på den danske ambassade i den kinesiske hovedstad.
Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
31. oktober 2017 07:51

Som KNR fortalte i sidste uge besøger en større delegation på 25 politikere og embedsmænd i denne uge Kina.

Det to timer lange arrangement på ambassaden i Bejing tirsdag begynder klokken 10 lokal tid med velkomsttale af formanden for Naalakkersuisut. Derefter får departementschef Jørn Skov Nielsen ordet, så han kan fortælle om investeringsmuligheder i Grønland.

Nukissiorfiits direktør, Michael Pedersen, står derefter for et oplæg om udvikling af grøn energi herhjemme.

Han giver stafetten videre til Kalaallit Airports bestyrelsesformand Jóhannes E. Hansen, så potentielle kinesiske investorer såsom banker kan høre om planerne for de kommende internationale lufthavne.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut sender kvartet på charmeoffensiv i Kina

Også eksport af de grønlandske rubiner står på menuen, inden det handler om turisme, flyrejser og krydstogt. Det vil blandt andre Tanny Por, International Relations Manager fra Visit Greenland og salgs- og marketingchef Katja Vahl fra Air Greenland fortælle om.

Det sidste punkt - inden frokosten klokken 12 - er sælskind. Direktør Ditte Sorknæs fra Great Greenland introducerer kollektionen, og derefter er der 'eksklusivt mode show'.

Frokosten består formentlig af alt godt fra havet omkring Grønland og serveres af Polar Seafood og Royal Greenland.

Når den er fordøjet stiller de grønlandske repræsentanter op til spørgsmål fra den kinesiske presse.