Simonsen: Naalakkersuisut arbejder fortsat for én samlet løsning
Det oplyser naalakkersuisoq for infrastruktur, Simon Simonsen (S) i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for, at Inuit Ataqatigiit er enig med Naalakkersuisut i, at der blandt andet skal bygges en Atlantlandingsbane på 2.200 meter i Nuuk, og hele infrastrukturen i vort land skal løftes, så det bliver nemmere at rejse rundt, udtaler Simonsen og fortsætter:- Men jeg skal præcisere, at Naalakkersuisut fastholder og fortsat arbejder for én samlet løsning, hvor der bygges en lufthavn i Ilulissat og en i Nuuk på 2.200 meter, og at der bygges en regional lufthavn ved Qaqortoq på 1.500 meter, udtaler Simon Simonsen.
LÆS OGSÅ Koalitionspartierne afviser IAs lufthavnspakke
På et pressemøde torsdag i sidste uge fremlagde Inuit Ataqatigiit partiets syn på lufthavnsplanerne. Partiet ønsker at begynde med at bygge lufthavnen i Nuuk. Lufthavnen i Ilulissat skal desuden ikke være 2200 meter i første omgang, og der skal foretages flere undersøgelser, før IA vil sætte arbejdet med en ny lufthavn i Qaqortoq i gang.
Til gengæld vil partiet have en plan for Kangerlussuaq med ind i aftalen.
Naalakkersuissoq Simon Simonsen tror dog stadig på at der kan findes et kompromis med oppositionspartiet, når anlægsloven for lufthavnene skal forhandles på plads på efterårssamlingen:
- Når det er sagt, noterer jeg med tilfredshed, at IAs oplæg på mange måder ligner Naalakkersuisuts udspil, og jeg er derfor fortrøstningsfuld, når lovforslaget skal behandles i Inatsisartut-salen under Efterårssamlingen, udtaler Simon Simonsen.