Naalakkersuisoq vil rette op på fortidens fejl med nye initiativer
Departementet for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender og Rigsombuddet rejser lige nu rundt i landet for at informere juridisk faderløse om de nye tilbud om hjælp, der tidligere på måneden trådte i kraft.
I generationer har man som barn af en ugift mor – og som ugift mor - ikke haft lige rettigheder. I Grønland var der ikke faderskabsforpligtigelse for børn født uden for ægteskab før 1974, hvor loven blev ændret i hele landet.
Det skal der tages ansvar for nu, mener naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender, Nivi Olsen (D).
- For mig er det vigtigt, at vi som samfund anerkender den uret, der er sket, og tager ansvar for at rette op på fortidens fejl. Vi kan ikke ændre historien, men vi kan anerkende den og tilbyde en håndsrækning til dem, der ønsker hjælp til at forstå deres baggrund og samle deres egen historie, udtaler hun i et skriftligt svar til KNR.
Berørte er blevet inddraget
Det er godt en uge siden, det kom det frem, at Departementet i samarbejde med Rigsombuddet i Grønland og Social- og Boligministeriet i Danmark har igangsat nye initiativer for juridisk faderløse som gratis vejledning til at føre faderskabssager og terapi.
Den nye telefonlinje vil være gratis at ringe til fra både Grønland og Danmark, og både terapitilbud og juridisk vejledning vil kunne gennemføres online. Det oplyser Departementet.
Tilbage i 2019 blev der også igangsat en række initiativer, der skulle hjælpe gruppen af juridisk faderløse. En gruppe af de berørte personer kom dog efterfølgende over for KNR med en skarp kritik om, at de ikke var blevet hjulpet som lovet.
Men det kommer man nu i forkøbet, da flere juridisk faderløse er blevet inddraget undervejs, lyder det fra Nivi Olsen.
Det gør man blandt andet ved denne gang, at myndighederne møder borgerne fysisk, og at alt vejledning samles ét sted.