Naalakkersuisoq mener kritik kommer for tidligt

Demokraterne er for tidligt ude med deres kritik af forfatningskommissionen. Det mener naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen.
Foto © : KNR
27. februar 2017 09:28

Koalitionen har sat sig på posten som både formand og næstformand. Derfor frygter Demokraterne, at oppositionen bliver holdt ud, og at magthaverne vil bruge borgermøderne til valgkamp.

Naalakkersuisut vil da heller ikke love at oppositionen kommer med, men Suka K. Frederiksen regner med at der bliver plads til alle.

- Jeg forventer helt klart, at alle medlemmer af kommissionen deltager. Det opfordrer Naalakkersuisut også til. Men kommissionen har ret til selv at bestemme, og det skal vi fra Naalakkersuisut respektere, siger Suka K. Frederiksen, der altså gentager sit svar af Michael Rosings paragraf 37 spørgsmål.

Det var et svar, som ikke fik beroliget demokraten, der efterfølgende luftede sine bekymringer om, at kommissionens formandsskab, bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit, vil bruge borgermøderne til føre valgkamp.

LÆS OGSÅ Rosing frygter skjult valgkamp

Michael Rosing er også bekymret for, at oppositionen bliver marginaliseret yderligere. Suka K. Frederiksen mener dog, at Demokraterne er for tidligt ude med riven.

- Nu begynder vi at snakke på baggrund af formodninger. Arbejdet er ikke end ikke startet endnu, siger Suka K. Frederiksen, der tilføjer, at Demokraterne har fået muligheden for at indstille medlem til kommissionen, og at der dermed ikke er tale om, at der er nogen, der bliver udelukket.

Demokraterne har dog meldt ud, at de først vil være helt sikre på, hvad medlemmerne skal lave, før de kommer med en indstilling.

Michael Rosing frygter også, at ensidige borgermøder fører til "Brexit tilstande", hvor politikerne pisker en stemning så meget op, at folket kræver en afstemning om selvstændighed indenfor få år. Og hvis folket stemmer for selvstændighed, lukkes der af for bloktilskuddet, og prisen bliver, at velfærden falder, anfører Rosing.

Men Suka K. Frederiksen er ikke afvisende for at der udskrives folkeafstemning, hvis folket ønsker det.

- Politisk arbejde tager udgangspunkt i folkets tunge. Hvis befolkningen siger, at det skal vi gøre, så skal de folkevalgte gøre det. De skal bane vejen til målet, siger Suka K. Frederiksen.