BILLEDER Nødraket skyld i nytårsbrand hos ægtepar i Qaqortoq

Nytårsaften var tæt på at få en rigtig trist udgang for ægteparret Susanne og Martin Thomsen fra Qaqortoq, da en nødraket røg ind i deres soveværelse.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
03. januar 2017 09:41

En festlig nytårsaften endte med en voldsom oplevelse for ægteparret Thomsen, da en vildfaren nødraket fløj gennem deres vindue og ind i lejlighedens soveværelse med store skader til følge. Heldigvis var Susanne og Martin Thomsen på besøg hos deres søn og svigerdatter et andet sted i byen.

Det fortæller parrets barnebarn Connie Fontain, der til daglig arbejder på KNR.

Klokken 00.45 kunne politiet fortælle ægteparret, der er 66 og 71 år, at en raket havde forårsaget en brand i deres lejlighed. Brandfolk havde heldigvis nået at slukke branden, inden den spredte sig fra soveværelset til resten af lejligheden.

Susanne Thomsen, der er gangbesværet, fortæller, at hun trods alt er lettet over, at de ikke befandt sig i lejligheden, da branden udbrød.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have handlet hvis jeg havde været hjemme, siger hun.

Flytter i vakantbolig

Familien og det forskrækkede ægtepar brugte 1. januar på at smide senge og andet inventar, der tog skade under branden, ud.

Mandag fik Susanne og Martin Thomsen at vide, at de bliver genhuset af INI A/S, så de snarest kan flytte fra deres søn og svigerdatter og over i en vakantbolig, indtil INI A/S finder en ny permanent bolig til parret.

Soveværelset har taget så meget skade, at Susanne og Martin Thomsen er nødt til at flytte i vakantbolig.

Foto © : KNR
Foto © : KNR
Foto © : KNR
Foto © : KNR