Múte B. Egede: Vi er klar til at arbejde mere sammen med USA

Formanden for naalakkersuisut har haft møde med partilederne i fredags, og de skal mødes igen i morgen efter sidste uges turbulens.
- Vi er nødt til at handle med USA. Vi er begyndt at starte en dialog og søge muligheder for samarbejde med Trump, siger Múte B. Egede.  Foto © : KNR / Marie Kristensen
Skrevet af Christine Hyldal
13. januar 2025 14:11

- Jeg vil ikke tale om valg, siger Mute B. Egede på det pressemøde, som netop er gået i gang i naalakkersuisuts presserum. 

Pressemødet handler om "aktuelle sager" efter en uge, hvor Grønland har været på alles læber i store dele af verden. 

I fredags holdt Múte B. Egede pressemøde sammen med statsminister Mette Frederiksen i Statsministeriet. Han er netop landet fra Danmark, og det her pressemøde er det første pressemøde, hvor Múte B. Egede taler til grønlændere. 

I morgen vil han samle partilederne i Inatsisartut, siger han. 

- Det er meget vigtigt, at vi står sammen som samfund, siger Múte B. Egede på et pressemøde, der er præget af gentagelser.

MAGA og trusler om militær magt

Det er mindre end uge siden, at den kommende amerikanske præsidents søn, Donald Trump Junior landede i Nuuk på et knap fem timer langt besøg som "turist".

Imens han og hans følge løb rundt og delte MAGA-kasketter ud og lavede indhold til deres sociale medier, gik Trump Senior til pressemøde hjemme i Florida og luftede muligheden for at anvende militær magt eller indføre økonomiske sanktioner mod Danmark for at få kontrol over Grønland. 

Hans kommende vicepræsident, J.D. Vance, har dog senere sagt, at "vi behøver ikke at bruge militær magt".

Múte B. Egede har kaldt Trumps udtalelser for bekymrende - og det gentager han på pressemødet:

- Det er vigtigt, at der ikke kommer en militær konflikt. Det var bekymrende, da man hørte det første gang. Men vicepræsidenten udtalte i går, at man ikke har interesse i at bruge våben.

- Vi er nødt til at handle med USA. Vi er begyndt at starte en dialog og søge muligheder for samarbejde med Trump, siger Múte B. Egede. 

Gang på gang gentager han, at Grønland vil samarbejde med USA. Faktisk er Grønland klar til at øge samarbejdet med USA:

- Vi har dørene åbne i forhold til minedrift. Sådan bliver det også i de kommende år. Vi er nødt til at handle med USA, siger han.

Kritiserede forældretests

Erik Jensen, der er naalakkersuisoq for finanser og formand for Siumut, åbnede kort før jul i en pressemeddelelse for, at Trump var meget velkommen i Grønland. Så hvordan har Múte B. Egede det med interessen fra Trump nu, spørger en journalist.

- Situationen er, at andre lande er begyndt at lytte til os i Grønland. Udtalelserne kan skabe røre, men vi skal udlægge sagerne, som de er, og stå sammen, siger formanden for naalakkersuisut. 

Han kommer ikke direkte ind på, hvad "sagerne" er, men de meget omdiskuterede forældretests kan være én af dem. For i går meddelte Social- og Boligministeriet, at den danske regering er blevet enige med naalakkersuisut om en fælles løsning for brugen af de omdiskuterede "standardiserede psykologiske test" i sager om anbringelse af børn.

Testene er blevet kritiseret for ikke at være tilpasset grønlandsk kultur og sprog, og kritikere vurderer, at det kan resultere i fejlagtige anbringelser. Hvad den fælles løsning går ud på, er ikke offentliggjort endnu.