Moderna-vaccine viser stadig høj effektivitet efter måneder

Modernas coronavaccine har efter fire til seks måneder en effektivitet på 93 procent, oplyser selskabet.
Effektiviteten på 93 procent er stort set lig med den effektivitet på 94 procent, som selskabet fandt i de første kliniske studier. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. august 2021 10:50

Coronavaccinen fra Moderna viser en effektivitet på omkring 93 procent fire til seks måneder efter anden dosis.

Det oplyser det amerikanske medicinalselskab i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal, der er offentliggjort torsdag.

Effektiviteten på 93 procent er stort set lig med den effektivitet på 94 procent, som selskabet fandt i de første kliniske studier.

- Vi er meget tilfredse med, at vores coronavaccine viser en stabil effekt på 93 procent i op til seks måneder, siger Stéphane Bancel, administrerende direktør i Moderna, ifølge Reuters.

- Denne stærke varighed vil komme de hundrede millioner af mennesker, der er blevet vaccineret med Modernas vacciner, til gode, tilføjer han.

Af regnskabet fra Moderna fremgår det, at selskabet i andet kvartal har solgt 199 millioner doser af sin coronavaccine.

Tælles første kvartal med, er der i de første seks måneder af 2021 solgt 302 millioner doser.

LÆS OGSÅ Danskerne blandt de mest vaccinerede - tilliden er afgørende

De solgte coronavacciner har i første halvdel af 2021 givet Moderna indtægter for 37,1 milliard kroner.

Dermed står coronavaccinerne for en væsentlig del af selskabets samlede indtægter, da de i samme periode har udgjort 39,6 milliarder kroner.

Danmark og Grønland er to af de lande, der modtager coronavacciner fra Moderna. Det sker igennem indkøbsaftaler, som EU har ansvaret for.

Der skal to doser af Modernas coronavaccine til for at opnå den bedst mulige beskyttelse imod coronavirusset.

Der skal gå mellem 28 og 45 dage mellem første og anden dosis af vaccinen.

For hele 2021 regner Moderna med at kunne producere mellem 800 millioner og en milliard doser af sin vaccine.