Mistænkt ændrer mening og erklærer sig skyldig i moskémassakre

Brenton Tarrant har indtil nu nægtet sig skyldig i drab på 51 muslimer i New Zealand sidste år.
Den højreradikale australier er tiltalt for at have dræbt 51 personer og for at have forsøgt at dræbe yderligere 40. Derudover er han tiltalt for at have overtrådt New Zealands terrorlovgivning. Foto © : Mark Mitchell/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. marts 2020 08:58

Australske Brenton Tarrant, der mistænkes for at stå bag et angreb mod to moskéer i Christchurch i New Zealand sidste år, erklærer sig nu skyldig i alle anklagepunkter.

Det siger han under et retsmøde torsdag morgen lokal tid i Christchurch, skriver avisen The New Zealand Herald.

Angreb kostede 51 mennesker livet

Den 29-årige Tarrant har hidtil nægtet sig skyldig i moskéangrebet, der den 15. marts 2019 kostede 51 muslimer livet i to moskéer i Christchurch.

Den højreradikale australier er tiltalt for at have dræbt 51 personer og for at have forsøgt at dræbe yderligere 40. Derudover er han tiltalt for at have overtrådt New Zealands terrorlovgivning.

Maksimumsstraffen for sådanne handlinger er livsvarigt fængsel, skriver nyhedsbureauet AP.