Mistænkeligt fund i Ilulissat: Politiet har afspærret affaldsforbrændingen

- Vi kan ikke udelukke, at der er sket en forbrydelse, meddeler politiet.
Politiet i Ilulissat er lige nu ved at efterforske det mistænkelige fund. Foto © : Kathrine Kruse
03. oktober 2021 14:49

Et mistænkeligt fund ved affaldsforbrændingen i Ilulissat har fået politiet til at afspærre området.

Det er sket, efter politiet modtog en anmeldelse lørdag aften klokken 20.30.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der er sket en forbrydelse. Det lokale politi i Ilulissat har afspærret området omkring forbrændingen for at skabe sig ro til at efterforske de nærmere omstændigheder samt for at få skabt sig et overblik over omfanget, skriver politiet i en pressemeddelelse.

På nuværende tidspunkt ønsker Grønlands Politi ikke at give flere oplysninger i sagen af hensyn til efterforskningen. Dog oplyser vagtchefen til KNR, at der senere i dag bliver sendt en ny pressemeddelelse ud om sagen.

- Politiet i Ilulissat vil anmode borgerne om at respektere de opsatte afspærringer, lyder meldingen fra politiet lige nu til borgerne i området.