Misbrugsbehandling skal være være gratis og mere effektiv

Naalakkersuisoq for sundhed, Martha Lund Olsen, vil forbedre landets behandling af ludomaner, alkoholikere og stofafhængige. Hun vil bl.a. bygge behandlingscentre i alle kommuner. Finansieringen mangler dog.
30. april 2015 18:40

Behandlingen af misbrugere skal være gratis og langt mere effektiv.

Det mener Naalakkersuisoq for sundhed, Martha Lund Olsen (S), der torsdag fremlagde sit forslag til, hvordan hun vil forbedre behandlingen af ludomaner, alkoholikere og stof-afhængige her i landet.

- Vi tilbyder ikke bredt nok. Vi får ikke ramt alle med et misbrugsproblem. Derfor gør vi en ekstra indsats for at tilbyde alle der har et misbrugsproblem til at komme over deres misbrug, siger hun.

En mere individuel behandling
Martha Lund Olsen vil bl.a. oprette behandlingscentre i alle kommuner.

Indsatsen skal samtidig fokusere mere på den enkeltes behov og problemstillinger. Det skal gøre indsatsen mere effektiv og mindske risikoen for tilbagefald.

Der skal også gøres en større indsats for at opdage misbruget tidligere. Det skal man gøre ved at inddrage skoler, arbejdspladser, læger og kommunerne i højere grad. Unge og gravide skal også tilbydes specielle behandlinger.

Finansieringen er ikke på plads
Selvom det er sparetider, har Martha Lund Olsen alligevel råd til at tage den store pengepung frem og pumpe millioner ind i en omfattende forandring af misbrugsbehandlingen, slår hun fast.

Pengene for i år er fundet i en pulje af ubrugte midler.  

Fra næste år vil det koste 20 millioner kroner mere om året end man bruger nu, for at finansiere behandlingsinitiativerne. Men de penge er der ingen der ved, hvorfra skal komme.

Politikere undrer sig over manglende finansiering
Martha Lund Olsen siger, at hun nu vil regne på det sammen med sine ansatte i departementet.

Men de manglende finansieringskroner undrer alligevel både IAs Juliane Henningsen, Partii Naleraqs Anthon Frederiksen og Demokraternes Tillie Martinussen, der ellers er positive overfor forslaget.

- Det ville ellers være på sin plads, hvis man havde fundet ud af, hvor pengene skal hentes fra, inden man bringer denne her plan, siger Anthon Frederiksen.

Tillie Martinussen foreslår, at man bl.a. kan finde finde pengene andre steder i sundhedssektoren.

- Hagen ved det er, at man skal have fundet noget finansiering til det her. Jeg forestiller mig, at det er en god idé, at man sam-finansierer med kommunerne og prøver at finde pengene inden for sundhedsområdet og familieområdet, siger hun.