MIO og Red Barnet i hård kritik af kommuners sagsbehandling
Rystende og et stort problem.
Sådan lyder reaktionerne fra Børnetalsmanden og Red Barnet, efter at KNR i går kunne fortælle, at ombudsmanden har rettet benhård kritik af Avannaata Kommunia i en sag. Kommunen har nemlig brugt fem år på at behandle en forælders forespørgsel om at få sit anbragte barn hjem igen. Barnet var anbragt udenfor hjemmet med samtykke . Først mere end fem år senere – kort tid før barnet fyldte 18 år – traf Avannaata Kommunia afgørelse om, at barnet ikke måtte flytte hjem. Og sagen er ifølge Børnetalsmand Aviaja Egede Lynge ikke enestående.
- Det er en generel problemstilling, som vi ser i hele landet i forhold til langsommelig eller forkert sagsbehandling eller slet ingen sagsbehandling. Så det er meget genkendeligt, og det er et meget stort generelt problem, siger Aviaja Egede Lynge.
Fejlen kan aldrig gøres god igen
Hos Red Barnet Grønland er formand Jonna Ketwa også fortørnet over sagen.
- Det er jo en rystende sag, det her. Konsekvenserne for barnet er meget vidtrækkende, understreger hun.
- Løbet er ligesom kørt for det her barn. De år, hvor sagen har stået på, burde være brugt til at udvikle sig, lære moral, finde sin egen identitet og så videre. Men den er brugt i et usikkert vakuum, som har optaget barnets ressourcer i stedet, siger Jonna Ketwa.
Børnetalsmanden bakker op om, at konsekvenserne for barnet i sådan en sag er til at tage og føle på.
- Rent menneskeligt kan det have store konsekvenser for barnet. Ikke kun for dets udvikling men også for dets evne til at lære, psykisk og følelsesmæssigt, siger hun.
Kommunerne må stå til ansvar
Både Børnetalsmanden og Red Barnet mener, at nu må kommunerne tage sig sammen. For de rettigheder, der bliver overtrådt, er helt essentielle for FN´s børnerettigheder og den grønlandske børnelov, og det skal ikke være børnene, der betaler for de fejl, der begås, mener de.
- Der bør simpelthen være nogle konsekvenser i sådan en sag. Det kan ikke være rigtigt, at det er borgerne, der skal betale prisen, mens myndighederne gang på gang går fri, slår Jonna Ketwa fast.
- Kommunen har noget seriøst at kompensere for, og det kan de ikke. Så lang en sagsbehandlingstid er at gamble med barnets liv. Den tid kommer aldrig tilbage, siger hun.
Jonna Ketwa anbefaler familien og andre i samme situation at gå til en advokat. Advokaten kan søge om fri proces hos retssystemet til at sagsøge kommunen i sagen.
Rettelse: Vi har tidligere skrevet, at man skal søge fri proces hos kommunen. Det er nu rettet til retssystemet.