FUTURE GREENLAND Minik Rosing vil vende grønlandske ’svagheder’ til fordele

Et nyt forskningsprojekt ’Greenland Perspective’ skal undersøge, hvordan man kan udnytte grønlandske forhold, der ofte er til besvær for virksomheder, til at skabe udvikling og i sidste ende job og virksomheder i landet.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Peter Bye Andersen
07. maj 2015 15:34

Man hører ofte undskyldningerne: Der er for koldt, miljøet er for barskt og det er for dyrt at producere noget i Grønland.

Det vil forskningsprojektet Greenland Perspective gøre op med og undersøge, om man kan vende udfordringerne til fordele og vækst.

Københavns Universitet og Ilisimatusarfik står bag initiativet, der på mange måder er en opfølgning på rapporten ”Til gavn for Grønland”. Projektet består af internationalt kendte forskere, lokalt erhvervsliv, myndigheder og civilsamfundet.

Læs også Private virksomheder skal skabe Grønlands velstand

 

Muligheder i vandkraft
De vil undersøge, hvilke muligheder der rent faktisk gemmer sig på både land, is og vand, men som ofte bliver overset, lyder fra projektets tovholder, geolog og professor, Minik Rosing.

- Der er mange ting, der gør, at projekter ikke kan lade sig gøre her i landet. Vi vil gerne identificere barrierene, vende dem om og se, om vi har en konkurrencefordel, siger han og fortsætter:

- Det gælder om at se, hvad vi kan tilbyde verden. Projektet er også en analyse af, om Grønland har nogle ting der er efterspurgt i udlandet, f.eks. vandkraft, siger Minik Rosing fra talerstolen ved Future Greenland-konferencen.

 

Naturlig kulde til data og næringssalte til Afrika
De vil også se på, om det er muligt at bruge den grønlandske kulde til noget produktivt. Den bliver typisk set som en besværlig barriere for at få virksomheder i gang i Grønland. Men den kan måske bruges til at tiltrække datacentre, som bruger meget energi og har brug for nedkøling, siger Minik Rosing.

De vil ligeledes forske i, om det er muligt at udvinde og eksportere de næringsstoffer, som smelter fra gletsjere ned i søer. Ifølge Minik Rosing oplever mange tredjeverdenslande, at deres marker er udpinte og mangler netop de næringsstoffer, som drypper i store mængder ud af de grønlandske gletsjere.

- Jorden har mistet næringssaltene. Det er skyld i fattigdom, og at man brænder regnskoven af. Det er markant globalt problem. Og løsningen er i det mudder eller ’mel’, der kommer ud af gletsjerne. Det er netop det der mangler i jorden i bl.a. lande i Afrika, så frugtbarheden kan komme tilbage, siger han.

Læs også Kim Kielsen med i Future Greenlands konference alligevel

- Det er bare at komme med en skovl og så afsted med skidtet, siger han og slår ud med armene fra talerstolen til stor latter.

Ordstyrer og journalist Martin Breum spurgte ind til, om Greenland Perspective også vil undersøge, hvad der rent faktisk skal til af penge, for at forslagene kan blive realiseret.

Det er i høj grad virksomhedernes ansvar at byde ind og gribe de konklusioner, som projektet kommer med en gang om året, der næste par år, svarede geolog og professor Minik Rosing.

- Der er økonomer med i projektet, som kan give et overordnet bud på om det kan betale sig. Men det er de lokale virksomheder, der skal sørge for at det i virkeligheden skal lade sig gøre, siger Minik Rosing.