Minik Høegh-Dam viger uden om interview om retssag

Den indtil i dag kommende borgmester i Avannaata Kommunia vil ikke stille op til interview om kommende retssag vedrørende muligt hashsalg. I stedet har han lagt en video på Facebook, hvor de kritiske kommentarer bliver fjernet.
Minik Høegh-Dam blev frifundet i kredsretten, men nu har anklagemyndigheden anket sagen til landsretten. Foto © : Jonas Fievé/KNR

Minik Høegh-Dam fra Siumut, der egentlig stod til at blive borgmester i Avannaata Kommunia, er anklaget for at have brudt lovgivningen om euforiserende stoffer eller anden lovovertrædelse. 

Det skete efter politiet ved en ransagning af hans hjem i august 2018 fandt 154.805 i kontanter i et brilleetui og i hans pung.

Han blev frifundet i kredsretten, men nu har anklagemyndigheden anket sagen til landsretten.

LÆS OGSÅ Kommende borgmester skal i landsretten for muligt hashsalg

- Den er anket, fordi vi har vurderet, at det er det rigtige at få landsrettens vurdering af sagen, siger chefanklager Morten Nielsen til KNR.

Derfor laver vi artiklen

Normalt omtaler KNR ikke retssager, hvor den tiltalte er frifundet.

Vi navngiver heller ikke de dømte i sager, hvor den dømte har fået mindre et års ubetinget straf.

Men sagen om Minik Høegh-Dam er en undtagelse. Han stod til at blive kommende borgmester i Avannaata Kommunia, og derfor vurderer KNR, at offentligheden har betydelig interesse i, at historien kommer frem. 

I overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer bragte vi ikke historien, da Minik Høegh-Dam var tiltalt og blev frikendt i byretten. 

Men nu har anklagemyndigheden anket sagen til landsretten.

Derfor vurderer KNR, at der er offentlig interesse for at omtale sagen

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Siumut-politikeren siden søndag. Men trods adskillige opkald, smser og beskeder på Facebook er det ikke lykkes at få et interview med Minik Høegh-Dam.

KNR har også kontaktet ham via hans advokat i den kommende landsretssag, landsforsvarer, Finn Meinel.

Tirsdag over middag sendte han dog en mail til KNR. I mailen skrev han, at han var frifundet i kredsretten. Derfor mener han ikke, at KNR behandler ham ordentligt ved at skrive om sagen.  

Kommunikerer via Facebook

Minik Høegh-Dam har i stedet for valgt at lægge en video op sin offentlige Facebookside sent mandag aften.

I videoen nævner han, at han har haft to andre sager kørende, men at han er blevet frifundet i dem også. Det er hans klare forventning, at det også sker i den kommende landsretssag, som endnu ikke er berammet.

Det vil sige, at der endnu ikke er sat en dato på, hvornår sagen skal behandles i landsretten. 

I videoen nævner Minik Høegh-Dam ikke, at KNR har forsøgt at kontakte ham.

Bliver ikke borgmester alligevel 

I lørdags indgik Minik-Høegh-Dam en aftale med Naleraq, som sikrede ham borgmesterposten i Avannaata Kommunia.

Men i dag har Siumut-gruppen i kommunen så trukket støtten til ham, oplyser Bernhard Olsen, som er medlem af Siumuts hovedbestyrelse.

Grunden til det er beløbet i kontanter, som Minik Høegh-Dam havde liggende derhjemme - og dermed bliver han ikke borgmester i  Avannaata Kommunia.

LÆS OGSÅ Efter borgmestersag: Minik Høegh-Dam har ikke længere opbakning i Avannaata

Da borgmesterposten faldt ud i hans favør i lørdags, skortede det ikke på store ord: Samarbejde og sammenhold i kommunen var vigtigt, lod han forstå. Det gjaldt også de partier, som ikke skulle være en del af hans koalition.

På Facebook er der dog ikke plads til kritiske kommentarer under hans video om den kommende retssag.

Her bliver flere kritiske kommentarer slettet. 

KNR ligger inde med flere skærmbilleder af kritiske kommentarer, som hurtigt blev fjernet fra kommentarsporet.

Vi ville gerne have spurgt Minik Høegh-Dam om: 

Hvorfor har du valgt at stille op til kommunalvalget, når du har haft en alvorlig igangværende sag kørende i retssystemet?

Hvor stammer de 154.805 kroner fra?

Hvorfor har du haft så stort et kontantbeløb i et brilleetui?

Hvorfor har du valgt ikke at stille op til interview, men i stedet kommunikeret via din egen Facebook-side?

Hvorfor har du valgt at slette kritiske kommentarer under din video, men ladet støttende kommentarer blive stående?

Hvordan har du med, at du ikke ser ud til at blive borgmester? 

 

Her kan du se screenshots af kommentarer, der siden er blevet fjernet fra Minik Høegh-Dams Facebook-side:

Foto © : Privat

 

Foto © : Privat

 

Foto © : Privat
Foto © : Privat
Foto © : Privat