Kommende borgmester skal i landsretten for muligt hashsalg

Den kommende borgmester i Avannaata Kommunia blev frifundet i kredsretten to uger inden valget. Anklagemyndigheden har dog anket dommen til landsretten, oplyser chefanklager Morten Nielsen.
Sagen er endnu ikke berammet i landsretten. Arkivfoto. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Thorin
12. april 2021 14:42

Den kommende borgmester i Avannaata Kommunia, Minik Høegh-Dam (S), blev anklaget for at overtræde lovgivningen om euforiserende stoffer i Sermersooq Kredsret 25. marts 2021.

Ved en ransagning af hans lejlighed i Nuuk 24. august 2018 fandt politiet 154.805 kroner i kontanter.

De 151.900 kroner var rullet sammen i et brilleetui, mens 2.905 kroner lå i hans pung.

Derfor laver vi artiklen

Normalt omtaler KNR ikke retssager, hvor den tiltalte er frifundet.

Vi navngiver heller ikke de dømte i sager, hvor den dømte har fået mindre et års ubetinget straf.

Men sagen om Minik Høegh-Dam er en undtagelse. Han er kommende borgmester i Avannaata Kommunia, og derfor vurderer KNR, at offentligheden har betydelig interesse i, at historien kommer frem. 

I overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer bragte vi ikke historien, da Minik Høegh-Dam var tiltalt og blev frikendt i byretten. 

Men nu har anklagemyndigheden anket sagen til landsretten – og Minik Høegh-Dam bliver ny borgmester. 

Derfor vurderer KNR, at der er offentlig interesse for at omtale sagen. 

 

Politiet mener, at det store kontantbeløb stammer fra salg af ikke under 300 gram hash eller fra anden lovovertrædelse. Det fremgår af anklageskriftet.

Anklager anker til landsretten

Anklagemyndighedens påstand var en betinget dom med anbringelse i anstalten i 40 dage med en prøvetid på to år, en tillægsbøde på 15.000 kroner, konfiskation af 153.805 kroner og betaling af sagens omkostninger.

 

LÆS OGSÅ Minik Høegh-Dam bliver borgmester i Avannaata Kommunia

Forsvaren argumenterede for frifindelse - og det var retten enig i på grund af manglende beviser.

Nu har anklagemyndigheden dog valgt at anke sagen til landsretten.

- Den er anket, fordi vi har vurderet, at det er det rigtige at få landsrettens vurdering af sagen. Om sagen i øvrigt kan jeg ikke udtale mig, fordi den er anket til landsretten, siger chefanklager Morten Nielsen til KNR.

Det er landsforsvarer Finn Meinel, der mødte som forsvarer i sagen og krævede frifindelse. Han regner med, at landsretten når frem til samme afgørelse som kredsretten.

- Kredsretten afsagde en dom, hvor min klient blev frifundet, så det er også min forventning, at det sker i landsretten. 

Ved Minik Høegh-Dam, at sagen er blevet anket til landsretten?

- Ja det ved han godt. 

Hvordan forholder han sig til det?

- Han nægter sig skyldig. Han er blevet frikendt i kredsretten, og det forventer vi også sker i landsretten. 

Sagen er endnu ikke blevet berammet i landsretten - det betyder, at ingen endnu ved, hvornår sagen skal behandles i landsretten. 

KNR har forgæves forsøgt at få en kommentar af Minik Høegh-Dam.