Minik Høegh-Dam bliver borgmester i Avannaata Kommunia

Det er lykkes Naleraq og Siumut at blive enige om, at Minik Høegh-Dam skal være ny borgmester i Avannaata Kommunia.
Minik Høegh-Dam og Anthon Frederiksen er enige om en ny aftale mellem Naleraq og Siumut i Avannaata Kommunia. Foto © : Avannaata Kommunia.
10. april 2021 14:34

Der har været stor drama om borgmesterposten i Avannaata Kommunia, hvor Minik Høegh-Dam og Palle Jerimiassen har kæmpet om posten.

Nu står det dog klart, at Minik Høegh-Dam vinder den kamp, og bliver ny borgmester i Avannaata Kommunia.

Det oplyser Siumut og Naleraq i en fælles pressemeddelelse. At Minik Høegh-Dam bliver ny borgmester bekræfter Anthon Frederiksen fra Naleraq over for KNR.

- Under valgkampen har vi oplevet, at vi (Naleraq og Siumut red.) på flere måder har samme mål for borgerne, står der blandt andet i meddelelsen.

Er åben for samarbejde

Minik Høegh-Dam fortæller til KNR, at han er meget tilfreds med at blive ny borgmester.

 

- Jeg er meget glad. Nu kan vi i ro arbejde i Avannaata Kommunia. Jeg vil gerne takke de partier, der har været med til forhandlingerne, siger han og uddyber:

- Vi er valgt i en fire-årig periode, og derfor byder jeg også ind til samarbejde med oppositionspartierne, der hvor vi kan blive enige. Vi er nødt til at arbejde sammen i Avannaata Kommunia.

LÆS OGSÅ Palle Jerimiassen melder sig ud af Siumut efter hård borgmesterkamp

Nyheden om, at Minik Høegh-Dam er ny borgmester, kommer på samme dag, som Palle Jerimiassen har meldt sig ud af Siumut efter mange års medlemskab.

Naleraq ville ellers ikke forhandle

Borgmesteraftalen lander desuden på et tidpunkt, hvor Naleraq i går sammen med Atassut, Inuit Ataqatigiit og Demokraterne skrev under på ikke at forhandle med Siumut, før partiet løste de interne stridigheder.

KNR har tidligere i dag været i kontakt med Demokraatits medlem af kommunalbestyrelsen i kommunen, Lena Ravn Davidsen, der oplyste, at hun ikke forhandlede, eller havde hørt mere fra Siumut siden i går.

Siumut og Naleraq har tilsammen ti ud af kommunalbestyrelsens 17 pladser.