Medie: Mineselskab kræver milliarderstatning for droppet Kuannersuit-mine
Grønland og Danmark står nu ansigt til ansigt med en voldgiftssag mod det australske mineselskab Energy Transition Minerals. Det skriver Politiken.
I foråret sidste år kom det frem, at selskabet, der tidligere hed Greenland Minerals Energy, barslede med en voldsgiftssag mod selvstyret og den danske stat.
Det sker, fordi et flertal i Inatsisartut i 2021 besluttede at droppe planerne om at udvinde sjældne jordarter i en ny mine i Kuannersuit-fjeldet.
Særligt udsigten til, at der ville blive udvundet radioaktivt uranmalm som biprodukt, skabte stor debat og bekymring for både natur, dyr og mennesker i området.
Selskabet Energy Transition Minerals havde ind til da brugt et milliardbeløb på forundersøgelser.
Departementschef i Departementet for Råstoffer, Jørgen Hammeken-Holm, er ikke bekymret over søgsmålet, siger han til Politiken.
- Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over. Det er normalt, at selskaber som det australske lægger sag an mod regeringer og kommer med ublu erstatningskrav.
Ifølge avisen er Danmark og Grønland blevet enige om, at Danmark betaler en tredjedel af udgifterne til advokater i sagen.