Mineselskab i Nunavut vil transportere malm året rundt

Befolkningen omkring Baffin Bugten i Nunavut er chokeret. Et mineselskab lægger nu op til at transportere jernmalm med skib gennem området året rundt, og ikke kun om sommeren, som det oprindeligt var planlagt.
17. november 2014 19:13

Der er kommet et nyt forslag på bordet fra Baffinland Iron Mines, det mineselskab der ejer og administerer Mary River jernminen på Baffin øen. Et forslag der sikkert vil møde lokal modstand. 

 

Først var det planen at Baffinland Iron ville transportere jernmalmen med en jernbane, som skulle gå fra minen, ned igennem Baffin øen til den sydlige havn ved Steensby Inlet, hvorfra det skulle udskibes igennem Hudson strædet, og syd om Grønland til Europa.

 

Det var denne plan som oprindeligt var blevet vedtaget. Men det viste sig at en sådan jernbane var alt for dyr og ville tage meget lang tid at bygge.

 

Dernæst blev planen så at mindre mængder af jernmalm skulle udskibes igennem Milne Inlet og dette kun om sommeren.

 

Den nye plan, som netop er blevet offentliggjort i sidste uge, går nu ud på at tre-doble den mængde af jernmalm, der årligt skal udskibes fra Milne Inlet... og ikke kun om sommeren, men i ti måneder af året.

 

Dette vil betyde at fragtskibene skal sejle igennem isen. De vil sejle fra Milne Inlet i den Nord-østlige del af Baffin Øen, forbi Pond Inlet, igennem Baffin Bugten og så videre sydpå igennem Davis Strædet.

 

Fangeren Caleb Sanguya fra Pond Inlet er chokeret:

 

- Jeg ved at flertallet vil forkaste denne nye plan for skibstransport igennem isen, siger Caleb Sanguya til CBC news .

 

Baffinland Iron Mines forventer dog selv at kunne begynde skibstransporten i vinteren 2017.