Mindst 17 døde under skoleskyderi i Florida

Onsdag eftermiddag udbrød der panik på en skole i det sydlige Florida, da en mand åbnede ild mod lærere og elever.
Skyderiet skete på Marjory Stoneman Douglas High School i byen Parkland, der ligger omkring en time nord for Miami Foto © : Coral Springs Talk/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
15. februar 2018 10:28

Sheriffen i Broward County, Scott Israel, fortæller ifølge Reuters, at mindst 17 personer er dræbt.

Skyderiet skete på Marjory Stoneman Douglas High School i byen Parkland, der ligger omkring en time nord for Miami. Det skete, på et tidspunkt hvor skoledagen var ved at være forbi.

Nogen - formentlig gerningsmanden - aktiverede brandalarmen, og mens eleverne strømmede ud fra klasselokalerne, blev der affyret skud i og omkring en bestemt bygning på skolens område.

Politiet mener, at man har fanget den person, som står bag skyderiet. Det skulle angiveligt dreje sig om en tidligere elev på skolen, der ifølge Reuters er 19 år gammel.

Eleven blev i sin tid på skolen bortvist af disciplinære årsager, siger Scott Israel. Sheriffen oplyser samtidig, at han brugte mindst en riffel og adskillige magasiner til at skyde sine ofre.

Den formodede gerningsmand blev anholdt i den nærliggende by Coral Springs. Det skete omtrent en time efter skyderiet på skolen stoppede.

Skyderiet er nummer 18 på en skole i USA siden starten af året.

Ifølge avisen Sun Sentinel går omkring 3000 elever på skolen, der tæller klasser fra niende til tolvte klassetrin.