Millioner til bekæmpelse af ledighed endnu ubrugt

Der er sat 175 millioner kroner til side til bekæmpelse af ledighed. Men det har været langt mere vanskeligt at bruge pengene end forventet – på kontoen står stadig 116 millioner. Det vækker forargelse hos oppositionspartiet IA, som efterlyser en samlet handleplan.
Skrevet af Sandra Meinecke
30. april 2015 06:30

175 millioner blev sat til side til bekæmpelse af ledigheden i landet.

Et nødvendigt beløb som skulle få de mange arbejdsløse i landet tilbage i arbejde.

Men nu er finanslovsforhandlingerne for 2015 i gang, og det viser sig, at langt fra halvdelen af de mange millioner er brugt.

Tilbage på kontoen står stadig 116 millioner. Med andre ord er der ”kun” brugt 59 millioner på at få landets arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet.

Læs også Arbejder på at bekæmpe ledigheden

Det vækker forargelse hos oppositionspartiet IA, som allerede sidste år efterlyste en samlet handleplan for, hvordan det store beløb skulle forvaltes.

Partiets politiske ordfører Naaja Nathanielsen fristes til at sige, ”hvad sagde vi”:

- Når man laver en handleplan, så skal det være realistisk. Beregningsgrundlaget skal være i orden. Man skal ikke bare gå ud og flage med et eller andet stort beløb, og sige "se hvad vi har gjort”, siger Naaja Nathanielsen og tilføjer:

- Det skal kunne mærkes helt konkret i kommunerne, og det skal kunne mærkes af de arbejdsledige, at man gør en indsats.

Læs også Naalakkersuisut klar med særlig ledighedsindsats i Narsaq

Men det ikke helt så enkelt, at pengene bare ikke er brugt, lyder det fra Naalakkersuisoq for finanser Anda Uldum. En række af projekterne afventer materialer, som man har været nødt til at sejle til Grønland, og det har taget længere tid end forventet. Blandt andet på grund af dårligt vejret.

Han  mener derfor  ikke, at kritikken er berettiget, da det ikke handler om, at pengene ikke er brugt, men at man først skal bruge dem, når projekterne er startet op.  

- Der er mange af projekterne, som ikke har kunnet starte op på grund af vejrmæssige forhold. For eksempel har der ikke været skibe helt oppe nord på, og det skulle man også lige tage højde for.

Læs også GA roser Naalakkersuisut for at tage økonomien alvorligt

Men det er nogle ting, som kunne være forudset: Kunne man have brugt pengene bedre eller forvaltet dem anderledes, så ledigheden blev sænket?

- Nej, der er lavet en udmærket plan, og jeg har fuld tiltro til, at det går planmæssigt, siger naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum og understreger, at projekterne fortsætter.

KNR har forsøgt at få et interview med den ansvarlige naalakkersuisoq for arbejdsmarked Vittus Qujaukitsoq, men nåede inden deadline ikke at få en kommentar.

KNR ville gerne have spurgt naalakkersuisoq for arbejdsmarked, hvad hans forklaring er, og hvilke projekter, der er tale om.

 

Uddannelse skaber mindre arbejdsløshed
Naaja Nathanielsen er ikke i tvivl om, at IA ville have brugt pengene anderledes:

- Det, vi har fået at vide igen og igen og igen, er, at man skal øge uddannelsesniveauet, for så har du ikke nogen arbejdsløshed. Helt konkret: en bedre folkeskole, flere ind i uddannelse og realkompetenceforløb, siger hun.

Ifølge Grønlands statistik blev 3.953 i sidste måned registreret som arbejdssøgende. Det er et fald på 432 personer i forhold til samme måned året før.