Millioner af vaccinedoser står ubrugt i USA

Vaccineskepsis og logistiske udfordringer betyder, at millioner af vacciner endnu ikke er blevet givet i USA.
I alt vurderer CDC, at der på landsplan kun er blevet givet cirka 4,5 millioner af de mere end 15 millioner vacciner, som den føderale regering har leveret. Foto © : Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. januar 2021 10:01

På trods af at der allerede er blevet leveret 15 millioner coronavacciner i USA, så er mere end to tredjedele endnu ikke blevet brugt.

Det oplyser amerikanske sundhedsembedsmænd mandag.

Udviklingen har ført til, at guvernører i Florida og New York truer med at straffe hospitaler, der ikke er hurtige nok til at få vaccineret folk.

I delstaten New York skal hospitaler fremover få brugt vacciner, højst en uge efter at de har modtaget dem. Ellers risikerer de at få en bøde eller en reduktion i fremtidige vaccineleveringer, siger New Yorks guvernør, Andrew Cuomo.

- Jeg vil ikke have vaccinen i en fryser eller et køleskab, jeg vil have den i nogens arm, siger han.

LÆS OGSÅ Biden fik coronavaccine på direkte tv

Ifølge USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) er mindre end en femtedel af de 896.000 vacciner leveret til delstaten blevet givet indtil nu.

I alt vurderer CDC, at der på landsplan kun er blevet givet cirka 4,5 millioner af de mere end 15 millioner vacciner, som den føderale regering har leveret.

Det er, selv om regeringen havde et mål om at få vaccineret 20 millioner amerikanere inden 2021.

En del af forklaringen er, at sundhedsmyndighederne i USA kæmper med udbredt vaccineskepsis - selv blandt flere sundhedsarbejdere.