Biden fik coronavaccine på direkte tv

Den kommende præsident gør sit til at indgyde tillid til, at den nye coronavaccine er sikker.
Den 78-årige kommende præsident fik vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech. Foto © : Joshua Roberts/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. december 2020 07:59

USA's kommende præsident, Joe Biden, har mandag aften dansk tid fået en coronavaccine.

Det blev vist på direkte tv, da han smøgede ærmet op og fik sit stik i armen på et hospital i sin hjemstat, Delaware. Det er et led i en kampagne, der skal indgyde amerikanerne tillid til de nye vacciner.

LÆS OGSÅ Bush, Clinton og Obama vil lade sig vaccinere foran kameraer

Biden opfordrer amerikanerne til at tage imod vaccinen, når de får den tilbudt. Han understreger, at der ikke er noget at være bekymret for.

Den 78-årige kommende præsident fik vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech.

Det var den samme vaccine, som EU-Kommissionen gav sin endelige godkendelse til mandag aften. Vaccinen er i forvejen godkendt i USA.